Verdens næstbedste murer er Jens Peter fra Skive
Det blev til tre medaljer i alt ved VM i Skills i Brasilien.
Den 21-årige EUX-elev fra Skive, Jens Peter Vestergaard, er nu både Danmarks bedste murer og verdens næstbedste.
Den 21-årige EUX-elev fra Skive, Jens Peter Vestergaard, er nu både Danmarks bedste murer og verdens næstbedste. Foto: SkillsDenmark


Tre unge danske håndværkere sikrede sig medaljer, da afgørelsen ved VM i Skills fandt sted søndag kort før midnat dansk tid i Brasilien, skriver Fagbladet 3F.

Det drejer sig om den 21-årige EUX-elev fra Skive, Jens Peter Vestergaard, som vandt en sølvmedalje, og nu kan kalde sig for den anden bedste murer i verden.

To bronzemedaljer gik også Danmarks vej. Den 20-årige Thorbjørn Paw Stryger fra Sakskøbing vender hjem med en tredjeplads og en medalje i bronze. Han stillede op i tømrerfaget.

Også bager, Stephanie Carbel Svendgaard, 22 år og fra Brædstrup, repræsenterede Danmark på podiet, da hun vandt en bronzemedalje.

18 unge håndværkere fløj lørdag den 8.august fra Danmark mod Latinamerika for at dyste om verdensmesterskabet i hver deres respektive håndværk. Gennem den seneste uge har de konkurreret med 1200 andre unge fra i alt 50 nationer.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.