Verdens ledere følger bekymret den tyrkiske udvikling
Merkel, Obama og Stoltenberg opfordrer parterne i Tyrkiet til at respektere demokratiet.


En række af de øverste politiske ledere i verden følger med bekymring den seneste udvikling i Tyrkiet, hvor et formodet militærkup er i gang.

USA's præsident, Barack Obama, opfordrer alle parter i Tyrkiet til at støtte den folkevalgte regering og afstå fra at bruge vold, lyder det i en meddelelse fra Det Hvide Hus.

Også Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg opfordrer til at passe på demokratiet efter en samtale med Tyrkiets udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu.

- Jeg følger begivenhederne i Tyrkiet tæt og med bekymring. Jeg opfordrer til ro og orden og til fuldt ud at respektere Tyrkiets demokratiske institutioner og dets forfatning. Tyrkiet er en værdsat Nato-allieret, siger Stoltenberg i en pressemeddelelse.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, siger ifølge Reuters via en talsmand, at demokratiet skal respekteres, og at alt skal gøres for at beskytte menneskeliv.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.