Verdens lande vedtager historisk klimaaftale
Klimaaftalen, der skal træde i kraft i 2020, skal holde den globale temperaturstigning under to grader.
En historisk aftale, der skal redde kloden fra en klimakatastrofe, er vedtaget i Paris. 
En historisk aftale, der skal redde kloden fra en klimakatastrofe, er vedtaget i Paris.  Foto: Scanpix


En historisk aftale, der skal begrænse temperaturstigninger og redde kloden fra en klimakatastrofe, er lørdag aften vedtaget af 195 lande på klimatopmødet i Paris.

- Jeg ser ingen modstand. Aftalen er vedtaget, siger topmødets formand, den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, mens han under stor jubel og dundrende klapsalver slår den grønne COP21-hammer i bordet.

- Det kan godt være, at det er en lille hammer. Men den kan udføre store ting, siger han.

USA's udenrigsminister, John Kerry, og den tidligere vicepræsident Al Gore, Kinas chefforhandler, Xie Zhenhua, EU's klimakommissær Miguel Arias Cañete og mange andre giver knus og klapper hinanden på skuldrene, mens blitzlys lyner.

Klimaaftalen, der skal træde i kraft i 2020, skal holde den globale temperaturstigning under to grader i forhold til førindustrielt niveau og sigte efter at begrænse stigningen til 1,5 grader.

Verdens lande er blevet enige om klimaaftalen, samtidig med at 2015 er på vej til at blive det varmeste år, der nogen sinde er målt på kloden.

Mere tørke, smeltende poler, flere oversvømmelser og stigende vandstand er videnskabsfolkenes klare bud på fremtiden, hvis ikke der bliver skåret ned på udledningen af drivhusgasser.

John Kerry roser i sin tale på klimatopmødet den nye aftale som "en enorm sejr for hele planeten og for fremtidige generationer", og også EU's klimakommissær er fuld af lovord.

- Aftalen har alle de søm og skruer, der skal bruges i et effektivt svar på den største udfordring, som menneskeheden står over for, siger Miguel Arias Cañete.

Også chefforhandleren for verdens største CO2-udleder, Kina, glæder sig over klimaaftalen.

- Paris-aftalen afspejler klogskab og hårdt arbejde fra forhandlerne, og den vil være til gavn for deres befolkninger, siger Xie Zhenhua.

Den franske udenrigsminister og topmødeformand sagde inden den endelige vedtagelse, at "vores historiske ansvar er enormt".

Også FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, pressede lørdag på for at få klimaaftalen vedtaget.

- Nu kan vi se målet. Lad os gøre arbejdet færdigt. Verden holder øje med os. Millioner af mennesker er afhængige af jeres klogskab, sagde FN's generalsekretær i en indtrængende appel til klimaforhandlerne under topmødets slutspurt.

Vedtagelsen lørdag aften sker efter maratonforhandlinger på klimatopmødet, der gik i gang 30. november i den franske hovedstad og fredag aften løb ud i overtid.

Men åbningen af det afgørende møde i plenarsalen trak ud, da Nicaragua, Tyrkiet og Ukraine i nogle timer på målstregen stillede sig i vejen for den historiske aftale.

Først efter halvanden times forsinkelse kunne mødet gå i gang, men kort efter var aftalen en realitet.

Miljøorganisationer glæder sig over, at klimaaftalen ikke blot har som mål at begrænse klodens temperaturstigning til to grader, men at den også nævner et mål om højst 1,5 grader.

Til gengæld kritiserer de, at aftalen mangler en klar køreplan for, hvordan verdens lande når de mål, de netop har lovet hinanden at stile efter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.