Verdens bedste måske Mikkel Hansen - igen
Mikkel Hansen er blandt de fem nominerede til prisen som verdens bedste håndboldspiller anno 2014.
Mikkel Hansen kan ligesom i 2011 blive kåret som verdens bedste.
Mikkel Hansen kan ligesom i 2011 blive kåret som verdens bedste. Foto: Osama Faisal/AP


Den danske håndboldspiller Mikkel Hansen kan for anden gang i karrieren vinde titlen som verdens bedste håndboldspiller.

Han smykkede sig med titlen i 2011 og er blandt de fem nominerede til hæderen i 2014.

Det skriver det internationale håndboldforbund IHF på sin hjemmeside fredag.

Den danske Paris Handball-spiller er dog i skrapt selskab. To franskmænd, Nikola Karabatic og Thierry Omeyer, der var med til at vinde VM i Qatar tidligere på året, er blandt de nominerede.

De to sidste kandidater er spanieren Joan Cañellas og Domagoj Duvnjak fra Kroatien.

På kvindesiden er de nominerede Isabelle Gulldén (Sverige), Christina Neagu (Rumænien), Eduarda Amorim (Brasilien), Marta Mangué (Spanien), Heidi Løke (Norge).

Håndboldfans og medier har stemmeret i den igangværende afstemning, der slutter 20. februar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.