Verdens ældste hund er gået til de evige hundeparker efter 147 hundeår - eller hvad der svarer til 21 menneskeår.
Chanel, som hunden hed, havde endda certifikat på at være verdens ældste hund, da Guiness World Records sidste år overrakte hende den fine titel ved en fødselsdagsfest. Det skriver BBC.
Det blev nok ikke fejret med hundekiks, for Chanel levede op til sit navn og nøjedes ikke med den tarvelige spise som de andre dødelige hunde. Hunden fra staten New York var finere på den og holdt sig mere til smørstænger og chokolade, selv om det ellers siges at være giftigt for hunde.
"Engang spiste hun en hel pose med peanut butter kiks, og hun blev 21, så det kan du selv regne ud," lyder det retorisk fra ejeren, Denise Shaugnessy.
Det var endda ikke den eneste særhed, hunden havde. Den nød også at gå med trøjer, da den var følsom overfor kulde.
Varme trøjer og chokolade er dog ikke opskriften på et langt liv - heller ikke for hunde. Ifølge ejerne er det i hvert fald ikke det, der har fået hunden til at overleve siden 1988.
"Hunde er Guds udsendte engle, som er sendt herned for at passe på os," siger Denise Shaugnessy.
Der er dog muligvis en hund, der er endnu ældre en nu afdøde Chanel. I den amerikanske stat Louisiana mener en kvinde, at hendes hund er 182 år - eller 26 menneskeår.