Venus Williams slår sig ind i eksklusiv tennisklub
Serena Williams' ældre søster Venus Williams rundede tirsdag 700 sejre i sin professionelle tenniskarriere.
Serena Williams (til venstre) og Venus Williams er de to mest vindende aktive tennisspillere på WTA-touren.
Serena Williams (til venstre) og Venus Williams er de to mest vindende aktive tennisspillere på WTA-touren. Foto: Julio Cortez/AP


Den tidligere verdensetter Venus Williams rundede tirsdag sin sejr nummer 700 i WTA-turneringen Wuhan Open i Kina.

35-årige Venus Williams - søster til den nuværende verdensetter Serena Williams - slog i anden runde tyske Julia Görges med 6-4, 6-3.

Med sejren blev hun den blot niende tenniskvinde i historien til at vinde 700 kampe eller mere.

- Jeg er glad for, at der ikke var nogen, der fortalte mig det før kampen. Så ville jeg nok have været lidt nervøs, siger Williams.

Martina Navratilova er med 1442 sejre i sin professionelle karriere den tenniskvinde, der har vundet flest kampe.

Blandt de aktive topper Serena Williams listen med 737 sejre foran sin søster med nu 700 sejre.

Sådan ser toplisten over de mest vindende tenniskvinder ud:

1. Martina Navratilova (USA): 1442 sejre

2. Chris Evert (USA): 1309 sejre

3. Steffi Graf (Tyskland): 902 sejre

4. Virginia Wade (Storbritannien): 839 sejre

5. Arantxa Sanchez-Vicario (Spanien): 759 sejre

6. Lindsay Davenport (USA): 753 sejre

7. Conchita Martinez (Spanien): 739 sejre

8. Serena Williams (USA): 737 sejre

9. Venus Williams (USA): 700 sejre

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.