Venstres Tina Nedergaard forlader politik
Venstres tidligere undervisningsminister Tina Nedergaard stopper i dansk politik efter valgnederlag.


Venstres tidligere undervisningsminister Tina Nedergaard stopper i dansk politik.

Det skriver hun på Facebook.

Hun blev ikke genvalgt ved valget til Folketinget, hvor hun har siddet, siden Venstre i 2001 vandt magten i ti år under statsminister Anders Fogh Rasmussen. Han blev i 2009 afløst af Lars Løkke Rasmussen for at blive Natos generalsekretær.

- Jeg har efter mange spændende år i politik valgt at trække mig som kandidat i Taastrup-kredsen. Det er et definitivt farvel til partipolitik, omend at interessen og engagementet for alt, hvad der vedrører danskerne, altid vil ligge mig på sinde, skriver Tina Nedergaard.

Hun blev i mange år genvalgt fra Sæby-kredsen i Nordjylland, hvor hun i 2007 skiftede til Brønderslev-kredsen. I juni i år vekslede hun til Taastrup-kredsen. Hun var undervisningsminister fra februar 2010 til marts 2011.

Tina Nedergaard trak sig efter blot et år som minister af personlige årsager. Hun er uddannet som cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.