Vælgerleflen, ungdomsfjendsk, generationstyveri, ulighedsskabende, en ren gavebod til de rigeste.
Venstrefløjens dom over regeringens udspil til et nyt boligskattestop og system for ejendomsvurderinger er hård. Både Enhedslisten, Alternativet og SF dumper det nye system.
Udspillet, der blandt andet giver nuværende boligejere en skatterabat, rammer helt skævt, siger Alternativets skatteordfører, René Gade, i en pressemeddelelse:
- Det er dybt foruroligende, at regeringen ikke vil droppe den årelange vælgerleflen for boligejerne. Boligskatteoplægget er massivt ulighedsskabende både geografisk og socialt.
Hos SF mener skatteordfører Lisbeth Bech Poulsen, at udspillet nærmer sig "et gedigent generationstyveri":
- Taberne bliver nemlig i høj grad unge, der skal ind på boligmarkedet efter 2020. De kan ikke få rabat, og de får nedsat deres rentefradrag.
- Samtidig vil de formentlig opleve højere boligpriser, fordi der samlet set sker en lempelse af beskatningen af boliger.
Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted, istemmer kritikken. Han hæfter sig ved den permanente skatterabat, som regeringen vil give boligejere, der har købt deres bolig inden 2021.
Rabatten sikrer, at de ikke skal betale en højere boligskat ved overgangen til det nye skattesystem i 2021. Rabatten gælder frem til den dag, boligen sælges. Men fordelingen af rabatten er skæv, mener Pelle Dragsted:
- De rigeste boligejere får langt mere ud af forslaget end almindelige lønmodtagere. Byerne får mere end landområderne. Og de nuværende boligejere mere end de kommende unge boligejere.
- Samtidigt forbigås personer, der bor i lejebolig og andelsbolig, igen. Det er ikke rimeligt, tilføjer han i en pressemeddelelse.
/ritzau/