Venstre vil alligevel have ny motorvej i Jylland
Venstre går nu ind for en hærvejsmotorvej trods tidligere meldinger om det modsatte.
- Der kan være meget fornuft i en motorvej gennem det midtjyske til de store virksomheder og landbrug omkring Herning og Viborg - og ikke mindst til Billund Lufthavn, skriver Lars Løkke Rasmussen (V) i et læserbrev.
- Der kan være meget fornuft i en motorvej gennem det midtjyske til de store virksomheder og landbrug omkring Herning og Viborg - og ikke mindst til Billund Lufthavn, skriver Lars Løkke Rasmussen (V) i et læserbrev. Foto: JACOB EHRBAHN/POLFOTO


I et læserbrev bragt i flere lokalaviser kan man lørdag læse, at det nu er Venstres politik, at der skal laves en såkaldt hærvejsmotorvej. Den skal bare ligge længere mod vest end hidtidig planlagt. Det skriver tv2.dk.

Læserbrevet er skrevet af partiets formand, Lars Løkke Rasmussen, og trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

- Der kan være meget fornuft i en motorvej gennem det midtjyske til de store virksomheder og landbrug omkring Herning og Viborg - og ikke mindst til Billund Lufthavn, skriver de to Venstre-politikere.

- Men et midtjysk motorvejsprojekt vil have en langt lettere gang på jord, hvis det rykkes længere mod vest, så man ikke trækker en motorvej tværs gennem de naturskønne områder omkring Vejle Ådal.

Den melding står i kontrast til specielt formandens tidligere udtalelser. Ifølge Lars Løkke Rasmussens tidligere udtalelser er en sådan motorvej ikke "erhvervsfremmende."

- Hvad skal vi dog med sådan en vej, der bare skal transportere svin den ene vej og polakker den anden vej, sagde Lars Løkke Rasmussen sidste år.

Men nu går Venstre ind for idéen om en motorvej, der skal aflaste E45 op igennem Østjylland. Planerne om motorvejen er stadig kun på tegnebrættet. Og Venstre vil gerne være med til at tegne stregerne.

Venstre har to strækninger i tankerne, oplyser Kristian Pihl Lorentzen til Jyllands-Posten. Den ene strækning går fra Give over Herning og Karup og derefter vest om Viborg til Hobro. Den anden fra Give til Pårup og derefter øst om Viborg til Hobro.

Ifølge trafikordføreren kan man starte allerede nu med at bygge den del af strækningen, der går fra Give til Lundeskov.

Planerne om en motorvej op igennem Jylland har fået navnet hærvejsmotorvej, fordi motorvejen ville ligge nær den gamle hærvej, der var en stor trafikåre op igennem Jylland fra middelalderen og til jernbanens indtog i Danmark.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.