Venstre: Vi vil drøfte blasfemi
Straffelovrådets bud om blasfemiparagraf har været klar i flere måneder, mener Venstres retsordfører.
Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, vil gerne drøfte blasfemiparagraffen.
Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, vil gerne drøfte blasfemiparagraffen. Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO


Justitsministeriet bør fremlægge Straffelovrådets rapport om blasfemiparagraffen, som har ligget klar i flere måneder.

Det siger Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, om rapporten, som VK-regeringen bestilte i 2011.

- Det er lidt ærgerligt fra et parlamentarisk synspunkt, at regeringen ikke deler sin viden og faglighed med Folketingets andre partier, siger Karsten Lauritzen.

- I Venstres folketingsgruppe ønsker vi at have en bred og dyb drøftelse om at afskaffe, indskrænke eller beholde blasfemiparagraffen. Debatten kan vi ikke tage, før vi har et fagligt grundlag.

Straffelovrådets rapport skal føre til en offentlig høring og debat, om Folketinget skal fjerne straffelovens paragraf 140 - blasfemiparagraffen. Den blev indført i 1866 og har kun medført to domme.

I 2006 anmeldte muslimske organisationer forgæves Jyllands-Posten for blasfemi på grund af Muhammed-tegningerne, men Rigsadvokaten afviste at rejse tiltale.

Karsten Lauritzen frygter ikke, at muslimer ser det som en provokation, hvis Folketinget fjerner blasfemiparagraffen.

Venstre har ikke fastlagt sin holdning, forklarer han.

- I Venstres folketingsgruppe er der flere forskellige holdninger. Vi skal nok komme til en klar holdning om, hvad der er Venstres politik, men det er ganske kompliceret juridisk, siger Karsten Lauritzen.

Spørgsmål - Hvorfor bevare blasfemiparagraffen, som bruges meget sjældent - i 1971 mod sangerinden Trille, som blev frifundet for sangen "Øjet", og i 1973 blev der ikke rejst tiltale mod provokunstneren Jens Jørgen Thorsen for hans Jesusfilm?

- Der er argumenter for og imod blasfemiparagraffen. Før vi i Venstre tager den politiske debat, vil vi gerne have Straffelovrådets udtalelse. Det er ganske kompliceret stof, siger Karsten Lauritzen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.