Venstre tager hårdt opgør med DF om Europol-aftale
DF mener, det er "meget, meget nemt" at opnå en aftale om Europol. Udtalelserne har skabt vrede i Venstre.
Regeringspartiet Venstre har flere gange sagt, at det bliver svært at opnå sådan en aftale, skriver Berlingske, og samme budskab havde også EU-præsident Donald Tusk, da han og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sammen holdt pressemøde i sidste uge.
Regeringspartiet Venstre har flere gange sagt, at det bliver svært at opnå sådan en aftale, skriver Berlingske, og samme budskab havde også EU-præsident Donald Tusk, da han og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sammen holdt pressemøde i sidste uge. Foto: /Polfoto


Dansk Folkeparti går over grænsen, når formand Kristian Thulesen Dahl (DF) siger, at det bliver "meget, meget nemt" for Danmark at få en parallelaftale om Europol.

Det mener regeringspartiet Venstre, som flere gange har sagt, at det bliver svært at opnå sådan en aftale, som sikrer, at Danmark stadig kan være fuldgyldigt medlem af det europæiske politisamarbejde, skriver Berlingske.

Samme budskab havde også EU-præsident Donald Tusk, da han og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sammen holdt pressemøde i sidste uge, og derfor tager Venstre nu et hårdt opgør med deres største støtteparti.

Dansk Folkepartis udtalelser har skabt vrede i Venstre, og partiets EU-ordfører, Jan E. Jørgensen, kalder det for "meget groft".

- Skal man forstå Dansk Folkeparti rigtigt, så står Lars Løkke og Donald Tusk og lyver om, at det her er svært. Det er en ret uhyrlig påstand, og jeg synes faktisk, det er forstemmende, at vi er nået dertil, hvor man skal høre på den slags, siger han til Berlingske.

Det har ifølge Berlingske ikke været muligt at få en kommentar fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, til angrebene fra kollegerne i Venstre.

Partiets næstformand, Søren Espersen (DF), afviser dem dog blankt.

Han fastholder, at EU-systemet - og de europæiske stats- og regeringsledere - har en interesse i at få de danske forhandlinger til at se svære ud på grund af den forestående folkeafstemning om Storbritanniens mulige exit fra EU-samarbejdet.

- Men det bør ikke være noget problem for Danmark at få en parallelaftale. Hvorfor skulle det dog være et problem? Så selvfølgelig kan vi få en aftale, hvis der er vilje. Men den vilje tvivler jeg på, at regeringen har, siger Søren Espersen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.