Venstre sætter foden ned for at beskatte boligejeres gevinst
Venstre vil have retfærdig ejendomsvurdering, men ikke højere boligskatter, siger finansordfører Jacob Jensen.
Villaer og parcelhuse i Hvidovre får en ny vurdering, når partierne i efteråret forhandler en ny ejendomsvurdering.
Villaer og parcelhuse i Hvidovre får en ny vurdering, når partierne i efteråret forhandler en ny ejendomsvurdering. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Venstre vil ikke øge boligskatten, når partierne til efteråret skal forhandle en økonomisk 2025-plan og et nyt system, som vurderer ejendomsværdier mere retfærdigt, på plads.

Det fastslår Venstres finansordfører Jacob Jensen.

Ifølge Berlingske vil flere partier beskatte boligejeres værdigevinst. De Konservative vil erstatte grundskyld og ejendomsværdiskat med en såkaldt avanceskat, mens Enhedslisten både vil bevare grundskylden og indføre avanceskat.

- Det er rigelig dyrt at være boligejer. Det skal ikke være dyrere. Boligskatten skal hellere sættes ned. Der skal skabes ro på boligmarkedet, siger Jacob Jensen.

Boligers værdi kan beskattes på tre måder: Man kan løbende beskatte værdistigningen, man kan beskatte gevinsten ved salg af boligen, eller ligesom i Sverige kan man vente med at beskatte gevinsten, indtil boligejeren helt forlader boligmarkedet.

Venstre erkender, at ejendomsvurderingen skal ændres. Rigsrevisionen fandt fejl i tre af fire sager, da Skat i 2011 vurderede parcelhuse. S-R-SF-regeringen bad i 2013 eksperter se på systemet, men de måtte opgive. Nu skal et nyt system forhandles til efteråret.

- To huse på den samme vej vurderes vidt forskelligt. Det kan vi ikke have. Vi må finde en vurdering, som rammer mere præcist. Men boligskatten skal ikke hæves, siger Jacob Jensen.

Boligskatten blev i 2012 fredet til 2020 af S-R-SF-regeringen, Venstre og De Konservative, påpeger han.

- Venstre bryder ikke forlig. Hvert parti har vetoret, hvis aftalen skal ændres inden 2020, siger Jacob Jensen.

V og S ville i juni 2015 forlænge skattestoppet for boligejere indtil 2025. Derimod har Nationalbanken og De økonomiske Vismænd længe foreslået at lade boligskatten følge inflationen eller beskatte gevinster ved salg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.