Venstre: Radikalt forslag er ikke retfærdigt
De Radikale mener, at skatten på boliger skal følge den generelle lønudvikling i Danmark. Nej, siger V, K og S
Kristian Jensen, Venstre næstformand, har ikke meget til overs for De Radikales forslag om at lade skatten på boliger følge lønudviklingen. Arkivfoto
Kristian Jensen, Venstre næstformand, har ikke meget til overs for De Radikales forslag om at lade skatten på boliger følge lønudviklingen. Arkivfoto Foto: Pressefoto/free


- Det er som om, at De Radikale ikke kan se en valgplakat uden at foreslå højere boligskatter.

Sådan siger Venstres næstformand, Kristian Jensen, til indenrigs- og økonomiminister Morten Østergaards (R) forslag om at lade boligskatten følge den generelle lønudvikling.

Det vil ifølge De Radikale betyde, at skatten kun stiger, når folk har flere penge mellem hænderne.

Men forslaget får krads kritik fra den borgerlige side af Folketinget.

- Nu får vi at vide, at boligejernes økonomi igen skal belastes af nye skatter. Det er ganske enkelt ikke retfærdigt, at det igen er boligejerne, der skal til lommerne.

- I stedet burde vi øge trygheden om folks hjem ved at skrive en lov, så grundskylden ikke kan stige med så meget som en øre, siger De Konservatives gruppeformand, Brian Mikkelsen, i en skriftlig kommentar.

Venstres Kristian Jensen stemmer i:

- Venstre ønsker ikke at beskatte boligejerne hårdere. Vi vil have tryghed om boligejernes økonomi, og blandt andet derfor er der brug for et nyt system til vurdering af ejendomsværdi og grundværdier, siger han.

De Radikales forslag til en ny model for beskatning af boliger skulle ifølge beregninger fra Indenrigsministeriet og Boligministeriet være udgiftsneutralt, fordi boligpriser og løn har det med at følges ad i det lange løb.

Men Morten Østergaards forslag bliver også køligt modtaget af regeringspartneren Socialdemokraterne, hvor finansminister Bjarne Corydon afviser forslaget.

Det nuværende skattestop på boligområdet frem til 2020 er af både Nationalbanken og de økonomiske vismænd udnævnt som et problem, der kan skabe et usundt boligmarked, fordi det øger risikoen for boligbobler, når skatten ikke følger med prisudviklingen på markedet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.