Venstre-profil færdig med politik efter "DF-røvfuld"
14 år i Folketinget blev politisk afslutning for lovende Løkke-støtte.
Venstres tidligere finansordfører Peter Christensen er færdig med politik.
Venstres tidligere finansordfører Peter Christensen er færdig med politik. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


En af Venstres store profiler, tidligere finansordfører Peter Christensen, stopper nu i politik, skriver TV2.

Den 40-årige sønderjyde blev ikke valgt ind ved folketingsvalget i juni, og derfor kapper han nu de politiske bånd efter 14 år i Folketinget.

- Han har meddelt, at han stopper i politik. Det er vi meget kede af, men det er et valg, han har truffet, siger Leif Andersen, kredsformand for Venstre i Aabenraa, til TV2.

Peter Christensens beslutning møder forståelse i Venstre-kredsen, der efter folketingsvalget måtte se sig slået af især Dansk Folkeparti, der bragede frem i Sønderjylland.

Efter valget skrev Peter Christensen da også selv på Facebook, at "Venstre har fået en røvfuld af Dansk Folkeparti - og det har jeg også".

Peter Christensen har ikke fortalt til bestyrelsen, hvad han fremover vil beskæftige sig med. Men som forhenværende skatteminister og finansordfører er han godt trænet i forhandlingsteknik.

Valgnederlaget i juni var en overraskelse for mange, der havde spået Peter Christensen som finansminister i en ny blå regering, da "PC", som han kaldes, har været en af de mest udtalte støtter af Lars Løkke Rasmussen.

Leif Andersen bekræfter da også til TV2, at det var med et vist vemod, Peter Christensen meddelte sin beslutning om at forlade politik.

- Ja, det var det da, men som han siger: Han havde ikke regnet med, at han blev valgt i sin tid, da han kom ind i Tønder Kommune. Og han havde ikke regnet med, at han skulle ud denne gang, men sådan er det jo, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.