Partiet Venstre kommer ikke til at ryste på hånden, når reformen af kontanthjælpen træder i kraft til nytår. Heller ikke selvom seks ud af ti danskere er imod at forsørge deres kæreste under arbejdsløshed.
"Vi synes, det er urimeligt, at der gælder ét sæt regler for gifte par og et andet sæt regler for samlevende par, som ellers lever sammen på nøjagtig samme vis med børn og øvrige familieforhold. Det har vi ønsket at få ændret," siger Ulla Tørnæs, arbejdsmarkedsordfører, Venstre.
Ifølge en undersøgelse, lavet af analysebureauet Wilke for Avisen.dk, svarer hele 57,9 procent, at staten bør betale regningen, hvis ægtefællen eller kæresten bliver arbejdsløs.
Omvendt svarer blot 29,7 procent, at ægtefællen eller kæresten skal betale.
Dermed er næsten seks ud af ti danskere imod, at gifte eller papirløse par skal betale for hinandens arbejdsløshed.
Betal for den du elsker
Enhedslisten står som eneste parti uden for forliget om kontanthjælpen, og ifølge partiets arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl er tiden løbet fra reformen, allerede før den er trådt i kraft.
Reformen tager nemlig ikke højde for, at danskerne oftere skifter partneren ud og lever i et familiemønster, der langt fra minder om det, vores bedsteforældre levede i med en far, en mor og fælles børn.
"Udvidelsen af den gensidige forsørgelsespligt er udtryk for en gammeldags tankegang. Kernefamilien i dag er jo i vild opløsning," siger Christian Juhl.
Men i Venstre forsikrer man dog om, at reformen er fulgt med tiden.
“Man må være parat til at forsørge dem, som man lever sammen med, og som man elsker," siger Ulla Tørnæs.
SF: Gammeldags, men nødvendigt
I SF står man også inde for forliget om kontanthjælpen, men bider dog mærke i, at seks ud af ti mener, at det er samfundets opgave at støtte den enkelte under ledighed, ligegyldigt om man er i forhold eller ej.
"Jeg kan sagtens forstå, at folk finder det gammeldags, men det skal også kunne løbe rundt økonomisk. Vi har skullet spare, så det var en bunden opgave," siger Sanne Rubinke, der var stedfortrædende beskæftigelsesordfører for SF under forhandlingerne af kontanthjælpsreformen.