Venstre foreslår vagter på psykiatrisk hospital
Problemer med vold og trusler mod personalet på hospitalet i Risskov kan løses med vagter. Det mener Venstre.
Foto: Scanpix/Iris


TV2 Østjylland kunne i går fortælle om den nedslående virkelighed på Det Psykiatriske Hospital i Risskov. Her lever de ansatte med vold og trusler, og det bliver kun værre. Venstre ser vagter som løsningen.

- Der er brug for vagter på psykiatriske afdelinger og bosteder, hvor der er voldelige patienter og beboere, lyder det nemlig fra Venstres gruppeformand i Region Midtjylland, Anne V. Kristensen.

En ny opgørelse viser, at der i de første otte måneder af 2016 har været 551 tilfælde af trusler eller vold mod personalet i Risskov mod 408 tilfælde sidste år. Frygten for de voldsomme episoder gør de ansatte utrygge, og det skal vagterne afhjælpe.

- De behøves ikke sidde med uniform på, men skal være der for at gøre arbejdstilværelsen for medarbejderne tryg, forklarer Anne V. Kristensen.

Forslaget møder umiddelbart støtte fra Socialdemokraterne og De Konservative, der godt kan se tanken bag. Men især sidstnævnte er nervøs for, at vagterne kan eskalere konflikter, og derfor bør vagterne ifølge regionsrådsmedlem Nicolaj Bang kun være en midlertidig løsning.

Direktøren for psykiatrien i regionen er heller ikke afvisende over for ideen. Han var torsdag i praktik på hospitalet i Risskov for at få et indblik i medarbejdernes hverdag.

- Personalet er ikke fremmed over for, at vagter kan være en mulighed, fortæller direktøren Gert Pilgaard Christensen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.