Venstre: Dårlig meningsmåling betyder ingenting
Meningsmålinger er kun beregnet til, at journalister og politikere har noget at lave, siger Venstre-ordfører.
Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, mener ikke, meningsmålinger reelt har nogen værdi.
Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, mener ikke, meningsmålinger reelt har nogen værdi. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Det har været et hårdt år og en særdeles hård sommer for regeringspartiet Venstre, hvis man kigger på den seneste Voxmeter-måling foretaget for Ritzau.

Her fremgår det, at regeringspartiet står til at få 16,4 procent af stemmerne. Det er en tilbagegang på 3,1 procentpoint fra valgresultatet på 19,5 procent og 34 mandater i juni 2015.

Før sommeren stod partiet til at få 18,1 procent af stemmerne.

- Jeg kunne da godt ønske, at målingen så bedre ud, men det slider at tage ansvar, og det gør vi, siger den politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V).

Selv om han godt kunne have tænkt sig et bedre resultat, mener han ikke, at meningsmålinger reelt har nogen betydning.

- Den eneste måling, der tæller, er det kryds, vi sætter i stemmeboksen. Alt det andet er bare for, at du og jeg har noget at lave, siger han.

Til efteråret står regeringen over for en lang række vigtige forhandlinger, herunder finansloven og en 2025-plan.

Men Jakob Ellemann-Jensen mener ikke, at vælgernedgangen kommer til påvirke Venstres indflydelse ved forhandlingsbordet.

- Mange mener, at forhandlingsstyrken påvirkes af meningsmålinger, men der må jeg bare stilfærdigt konstatere, at det eneste, der påvirker forhandlingsstyrken, er antallet af mandater i Folketinget, siger han.

Danskerne har ikke hørt meget til Venstre over sommeren, som har holdt sig ude af medierne.

Man kan dog ikke tillægge én måling at vurdere, om den sommerstilhed er grund til vælgernedgangen, mener Jakob Ellemann-Jensen.

Men han holder sig ikke tilbage fra at lange ud efter partier, som har brugt sommeren på at præsentere det, han kalder for "lette løsninger".

- En sommer er en oplagt mulighed for andre partier at præsentere lette løsninger på svære spørgsmål. Det er let, når man ikke har ansvaret, og det har der været talrige eksempler på, mener Venstres politiske ordfører.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.