Venstre bød på lagkage og fridyk ved fødselsdagsfejring
Bornholm blev inviteret til ét års fødselsdag for regeringsskiftet i Venstres have på Folkemødet.


Sang og kage skal der til.

Lørdag er det et år siden, vælgerne stod ved valgurnerne og gav blå blok 90 mandater, hvilket endte med, at Venstre dannede en smal regering.

Det bliver fejret i Venstres have på Folkemødet på Bornholm, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skærer fødselsdagskage ud, mens kirke- og kulturminister Bertel Haarder (V) synger for.

- Så længe skuden kan gå, og de 90 hænger på, indleder den viseglade minister festivitassen.

Statsministeren står og skærer kage ud til de mange vælgere og Venstre-tilhængere, som er mødt frem under den tiltrængte sol efter to dage med regn på Folkemødet i Allinge.

- Det er nogle seje resultater, det er svært at skære kagen ud, siger statsministeren med henvisning til, at regeringens resultater er skrevet på den i hvert fald otte meter lange kage.

Efter serveringen af kaffe og kage indtager Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, scenen for at underholde.

Han giver sig til at læse Venstres resultater op af en mere end 15 meter lang papirrulle og afslører, at der er et lille tvist med ideen.

- Vi har haft travlt, og vi har fået noget fra hånden, indleder Jakob Ellemann-Jensen en kort tale, hvor han takker det parlamentariske grundlag.

- Og til sidst, og på visse områder også mindst, tak til de Konservative, siger ordføreren, hvilket medførte grin fra publikum.

Kuriositeten er, at en fridykker holder vejret, mens Jakob Ellemann-Jensen giver sig til at læse op af den lange rulle. Den indeholder resultater som eksempelvis landbrugspakken, der kostede Eva Kjer Hansen (V) jobbet, da Konservative trak taburetten under hende.

Seks minutter senere stopper den ellers hurtigt snakkende ordfører dog, da fridykkeren trænger op til overfladen i sit Venstre-blå bassin.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.