Venstre anser Mali som vigtigt sted at sende soldater til
Det er i dansk interesse at sende soldater til Mali, sådan som FN anmoder om, siger Venstre. S bakker op.
Måske skal danske soldater snart til Mali.
Måske skal danske soldater snart til Mali. Foto: Colourbox/free


Udenrigspolitisk giver det god mening at sende danske soldater til Mali, siger Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, efter at FN har anmodet Danmark om at sende 250 soldater til en særlig kampkonvoj i det vestafrikanske land.

- Det er en region, som i den grad er i dansk interesse, og vi har allerede en dansk øverstkommanderende dernede, siger Jakob Ellemann-Jensen til Ritzau med henvisning til chefen for FN's Minusma-mission i Mali, generalmajor Michael Lollesgaard.

- Den danske interessesfære på den udenrigspolitiske front er koncentreret til Mellemøsten, Nordafrika og Sahel-bæltet, hvorfra vi ser flygtninge- og migrantstrømme, og derfor er det et dansk interessepunkt at sikre den størst mulige stabilitet i den region.

- Vi er i udgangspunktet positivt stemt over for FN-anmodningen. Den konkrete størrelse og den konkrete bemanding skal vi drøfte med det danske forsvar, siger Jakob Ellemann-Jensen til Ritzau.

Mali var indtil et militærkup i 2012 et demokratisk velfungerende land i Afrika. Kuppet i marts 2012 blev efterfulgt af et islamistisk oprør, der destabiliserede landet yderligere.

Mali har fra gammel tid huset hovedfærdselsårerne for især narkotika, våben og menneskesmugling, og ruterne går stadig igennem den nordlige del af landet.

Også Socialdemokraterne ser positivt på at sende danske soldater til Mali. Og det i en tid, hvor Forsvaret ellers er under økonomisk pres og mangler ressourcer.

Det siger Henrik Dam Kristensen, forsvarsordfører for Socialdemokraterne.

- Jeg er selvfølgelig positiv, for når FN anmoder os om det, er det fordi, at situationen er alvorlig.

- Det er en alvorlig beslutning, om vi skal sende danske soldater ud i noget, der kan blive til en væbnet konflikt. Så det skal være ordentligt gennemarbejdet. Men når FN anmoder om noget, er vi som udgangspunkt positive.

- Det er inden for Forsvarets rammer at have udsendte tropper, så det bør ikke være et problem, siger Dam Kristensen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.