Veninde ville lægge sit liv i hænderne på drabstiltalt
Kollega og veninde mener, at gruppe af sygeplejersker nærede stor foragt for drabstiltalt sygeplejerske.


En nær veninde og kollega til en i dag drabstiltalt sygeplejerske er ikke i tvivl.

Den 31-årige kvinde, der i mere end 14 måneder har været spærret inde i en celle under anklage for patientdrab, er uskyldig. Muligvis er hun offer for et komplot.

Det er i hvert fald essensen af det vidneudsagn, hun fredag leverede ved Retten i Nykøbing Falster, da hun var indkaldt for at vidne i den usædvanlige drabssag.

- C (den tiltalte, red) er kærlig og omsorgsfuld. Hun er der for sine patienter, sine venner og sin familie. Jeg ville til hver en tid lægge mit liv i hendes hænder, forklarede den høje, korthårede kvinde fra vidneskranken.

Den tiltalte nægter sig da også skyldig i alle anklager. Hun mener, at sagen bunder i ondsindet sladder og jalousi blandt sygeplejerskerne på akutafdelingen på det lokale sygehus, der ifølge den tiltalte var splittet i to grupper.

Den teori er veninden tilsyneladende klar til at bekræfte. I retten forklarede hun således, at den anden gruppe blandt andre tæller sygeplejersken PL. Det var hende, der i første omgang sørgede for, at den tiltalte blev meldt til politiet.

- De brød sig ikke om os. Der var noget jalousi i forhold til, at vi var populære hos Falck-redderne og andre ansatte. Vi var nogle sprælske, livlige, glade piger, sagde hun om sig selv og C.

Den 31-årige sygeplejerske er tiltalt for med dødelige doser af medicin at have dræbt tre patienter og for at have forsøgt at tage livet af en fjerde.

I et tidligere retsmøde forklarede hun selv, at det ofte sker, at sygeplejersker giver medicin til hinandens patienter, ligesom de jævnligt glemmer at registrere, hvilken medicin de har givet.

Ifølge sygeplejersken kan det resultere i overmedicinering og være forklaringen på patienternes død.

Også på det punkt fik den tiltalte sin venindes støtte.

- Hvis en kollega var optaget af en patient, og en af vedkommendes andre patienter havde brug for medicin, ville du så selvstændigt gå ind og give det uden at spørge?, ville anklager Michael Boolsen vide.

- Ja, det ville jeg, svarede sygeplejersken.

- Det er du den eneste - ud over den tiltalte - der har sagt, konstaterede anklageren og fortsatte sine spørgsmål:

- I det her tænkte eksempel kunne det jo være, at din kollega allerede havde givet medicinen og endnu ikke have fået det noteret i systemet. Kunne der ikke være fare for overmedicinering?

- Det er korrekt, erkendte vidnet.

Fredagens retsmøde var det 19. i drabssagen, som fortsætter i næste uge. Dommen ventes i slutningen af juni.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.