Vendsyssel starter slutspurt mod Superligaen med nedtur
HB Køge besejrede superligabejleren Vendsyssel 1-0 i forårspremieren i den næstbedste række.


Vendsyssels bestræbelser på at sikre sig oprykning til Alka Superligaen i dette forår er kommet skævt fra start.

Det nordjyske mandskab indledte søndag eftermiddag forårssæsonen med et 0-1-nederlag på udebane til HB Køge i en udsat kamp.

Dermed forsømte Vendsyssel at lægge afstand til forfølgerne i den hårde kamp om de tre billetter til den bedste række.

Midtbanespilleren Rasmus Nielsen blev matchvinder for HB Køge, da han scorede kampens eneste mål kort før pausen.

Trods nederlaget har Vendsyssel på andenpladsen i den næstbedste række et hul på fem point ned til Silkeborg, som ligger lige uden for oprykningspladserne. Lyngby og Horsens sidder lige nu på de øvrige to superligabilletter.

I søndagens anden kamp sikrede Helsingør sig tre point med en 2-1-sejr over bundholdet Skive.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.