Vendsyssel besejrer bundprop og får fjerde sejr i træk
Nordjyderne spillede sig helt op i toppen, mens AB stadig er isoleret i bunden efter det ottende nederlag.
Jesper Christiansen reddede et straffespark for Vendsyssel mod AB.
Jesper Christiansen reddede et straffespark for Vendsyssel mod AB. Foto: Nils Meilvang/Scanpix


Fodboldklubben Vendsyssel har fået gang i en god stime i 1. division.

Søndag hentede den nordjyske klub den fjerde ligasejr i træk i den næstbedste række, da det blev 3-1 ude over rækkens bundprop, AB, der blot har to point efter ti kampe.

Med sejren avancerer Vendsyssel fra sjette- til tredjepladsen med 16 point.

Nordjydernes sejr blev grundlagt i første halvleg, hvor gæsternes Bjarke Jacobsen, Jens-Kristian Sørensen og Thomas Dalgaard sørgede for en komfortabel føring.

Kort før 2-0-målet var AB's Matti Olsen blevet sendt tidligt i bad med et direkte rødt kort.

Der var alligevel optræk til spænding i anden halvleg, ikke mindst da Emil Holten reducerede til 1-3.

AB's oprykkerhold var toneangivende, og syv minutter før tid blev hjemmeholdet tildelt et straffespark.

Vendsyssels målmand, den tidligere landsholdsspiller Jesper Christiansen, reddede dog forsøget fra Tobias Thomsen.

AB-spilleren forsøgte sig med en såkaldt "Panenka", det vil sige at han sparkede dybt og blødt til bolden, men Jesper Christiansen havde luret afslutningen og reddede.

HB Køge topper rækken med 17 point efter 0-0 ude mod Hobro.

FC Helsingør er nummer to med 16 point, efter at nordsjællænderne spillede 1-1 hjemme mod Skive.

Fremad Amager vandt 1-0 ude over Næstved, mens FC Roskilde hjemme vandt 2-0 over Fredericia.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.