Velux skærer 148 job i Rusland og Thyregod
148 stillinger forsvinder i forbindelse med produktionslukninger hos vinduesvirksomheden.


148 ansatte hos vinduesproducenten Velux skal finde nyt arbejde.

Selskabet skruer ned for produktionen i både Danmark og Rusland, og det betyder, at der kommer medarbejdere i overskud.

- Velux Gruppen har en målsætning om at være mønstervirksomhed i forhold til medarbejdere og samfund.

- Derfor vil vi naturligvis gøre, hvad vi kan for at hjælpe de berørte medarbejdere videre på arbejdsmarkedet, erklærer pressechef Jens Bekke i en pressemeddelelse fra selskabet.

Det er den økonomiske udvikling i Rusland, der har fået Velux til at stoppe produktionen af ovenlysvinduer i verdens største land.

- Vi stod over for nogle større investeringer i produktionsapparatet i Rusland, og derfor har vi valgt at udskyde disse, indtil udsigterne for det russiske marked igen ser lysere ud, forklarer Jens Bekke.

Selv om selskabet stopper med at producere, så lukkes fabrikken i den russiske by Rostov ikke, og den vil derfor kunne tages i brug, hvis markedet skulle få bedre udsigter.

Fabrikken har serviceret Rusland, Polen og Hviderusland, som fremover vil få vinduer fra Velux' andre fabrikker.

Samtidig koncentrer selskabet sin produktion af plastkomponenter, som ikke længere skal ske på den sydjyske fabrik i Thyregod. Fabrikken vil dog fortsat producere vinduer.

De påvirkede medarbejdere fordeler sig med 83 i Rusland og 65 i Thyregod, og selskabet meddeler, at man har indledt forhandlinger med de hjemligt ansatte.

De ventes færdige i løbet af en måned.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.