Velspillende Nordsjælland stopper FC Midtjyllands stime
Efter fem sejre i træk tabte topholdet FC Midtjylland søndag med 1-2 til FC Nordsjælland.
Kasper Lorentzen (i rød trøje) scorede et af målene i FC Nordsjællands 2-1-sejr over FC Midtjylland.
Kasper Lorentzen (i rød trøje) scorede et af målene i FC Nordsjællands 2-1-sejr over FC Midtjylland. Foto: JENS PANDURO/POLFOTO


Et særdeles veloplagt FC Nordsjælland-mandskab overrumplede med hurtigt spil Superligaens førerhold i søndagens sene kamp og vandt med 2-1 over topholdet FC Midtjylland.

Midtjyderne har ellers været flyvende i denne sæson, og med undtagelse af nederlaget til AaB i anden spillerunde var det inden søndagens kamp blevet til lutter sejre.

FC Nordsjælland har dog godt fat i sidste års nummer tre, som nu er blevet besejret i de seneste fire indbyrdes opgør, og Farum-mandskabet har generelt for vane at være ganske stærke hjemme på kunstgræsset i Farum.

Det blev endnu engang bevist søndag aften, hvor Ivan Runje allerede efter knap tre minutter var tæt på at bringe hjemmeholdet foran, da han snittede et frispark videre med hovedet, men FC Midtjyllands defensiv fik lige netop afværget.

I ganske højt tempo bølgede kampen derefter frem og tilbage, men FC Nordsjællands forsøg på vriste gæsternes defensiv op med hurtigt pasningsspil udmøntede sig i første omgang ikke rigtigt i store chancer.

Derfor var det heller ikke underligt, at næste store tilbud kom fra endnu en dødbold, da Kasper Lorentzen var uhyre tæt på med hælen efter et hjørnespark midt i halvlegen. Bolden sneg sig dog uden om stolpen.

Derefter fik FC Midtjylland bevist noget af den ærgerrighed, der inden søndag havde skaffet holdet 18 point i syv kampe, og nærmest ud af ingenting fik holdet fremtvunget to store chancer til costaricanske Marcos Ureña.

Særligt da angriberen Sylvester Igboun blev sendt helt alene igennem, så blot fantastisk defensivt arbejde af Anders Christiansen forhindrede et føringsmål.

Dermed kunne FC Nordsjælland være fint tilfreds med at gå til pause med 0-0 på måltavlen, og i pausen må træner Ólafur Kristjánsson have fundet formlen på succes, for i hvert fald kom hjemmeholdet flyvende ud til anden halvleg.

Pludselig flød det karakteristiske pasningsspil som smeltevand fra en islandsk gletsjer, og så blev 0-0 på tavlen byttet ud med 2-0 på bare otte minutter via et følt langskud fra Uffe Bech og dernæst en kontrolleret flugter fra Kasper Lorentzen.

Så hjalp det ikke meget, at FC Midtjylland de sidste 10 minutter fik sat en flot slutspurt ind. Ganske vist fik Rilwan Hassan med et godt mål reduceret til 1-2, men mere blev det ikke til for FC Midtjylland, som nu er oppe på to nederlag i denne sæson.

Holdet fører dog fortsat Superligaen med 18 point, mens FC Nordsjælland med sejren har bragt sig op på tredjepladsen med 16 point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.