Velhavende pars gravsted overrasker forskere
Fundet af et rigmandspars gravsted afslører noget nyt om forholdet mellem mænd og kvinder.
Mænd og kvinder var måske mere ligestillede i vikingetiden, end man hidtil har troet.
Mænd og kvinder var måske mere ligestillede i vikingetiden, end man hidtil har troet. Foto: Museum Silkeborg


Et unikt dødehus, fundet på en stor vikingegravplads i Midtjylland, har vist sig at indeholde efterladenskaber fra, hvad der angiveligt er et stormandspar. Det skriver Videnskab.dk.

Gravpladsen blev fundet tæt ved landsbyen Hårup ved Silkeborg i 2012 under anlægning af en motorvej og har vist sig at indeholde et såkaldt dødehus, en bygning på i alt 4 x 13 meter, der omkranser tre grave og er opført cirka 950.

- Vi er ikke stødt på noget lignende i Danmark før. Det er en helt unik markering af en gravplads fra vikingetiden, siger Kirsten Nellemann Nielsen, der er arkæolog og museumsinspektør på Museum Silkeborg og har stået for udgravningen.

Økse var vikingetidens maskingevær

Jordforholdene på fundstedet har gjort, at der ikke længere findes rester af de gravstedte.

- Men fundene i graven tydeliggør, at der er tale om en mand og en kvinde i den store del af dødehuset og en mand i tilbygningen, siger Kirsten Nellemann Nielsen, der har skrevet en artikel om fundet i artikelsamlingen 'Død og begravet i vikingetiden', udgivet af Saxo Instituttet på Københavns Universitet.

Læs mere på Videnskab.dk: Arkæologer: Flere vikingeborge vil dukke op

Manden i det oprindelige rum har fået en stor kampøkse med i graven, en gravgave, som kun mænd typisk får med.

- Det er en meget stor økse og har været et reelt og drabeligt våben. I hele Europa frygtede man den type økse, som i samtiden var kendt som danernes økse. Det er lige før, man kan kalde øksen for vikingetidens maskingevær, siger Kirsten Nellemann Nielsen.

Kvinden havde nøgler med

Kvinden er gravlagt i en såkaldt vognfading, en vognkasse som typisk blev brugt til kvinder af ædel byrd. Endvidere er der fundet to nøgler i graven, som også ofte findes i kvindegrave.

- Den ene er et symbol på hendes magt og status som storfrue, den anden passer til et lille, kvadratisk skrin, hun har fået med, som også er ret sjældent, siger Kirsten Nellemann Nielsen.

Læs mere på Videnskab.dk: Bornholmsk vikingeskat indeholdt tre sjældne guldmønter

Endvidere har kvinden haft guld- og sølvindvævede bånd, samt pelsværk med i graven.

De to grave i hovedbygningen har på et senere tidspunkt fået følge af endnu en mand, som også har fået en økse med i døden.

Et fornemt par

Den helt specielle markering af gravene får Kirsten Nellemann Nielsen til at konkludere, at parret har haft en meget høj status.

- Det kan være herren og fruen til den lokale storgård og måske deres efterfølger. De har i hvert fald skulle æres på en helt speciel måde, så de har været meget betydningsfulde, siger Kirsten Nellemann Nielsen.

Læs mere på Videnskab.dk: Arkæologisk gennembrud kan opklare mysterium om de grønlandske vikinger

Og det er ikke bare dødehuset, der er specielt.

- Det er helt særligt, at manden og kvindens grave er markeret af samme dødehus eller palisade. Det er usædvanligt, at vi på den måde med sikkerhed kan kæde en mand og en kvinde sammen som ligeværdige, siger Kirsten Nellemann Nielsen.

Læs mere om gravens internationale forbindelser, og se en billedserie om dødehuset, på Videnskab.dk.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Astronaut-hovedpine skal hjælpe patienter på Jorden

Er det farligt at sniffe kakaopulver?

Den seksuelle frigørelse begyndte allerede i 1930'erne

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.