Vekselbureau får millionbøde i hvidvasksag
Vekselbureau overholdt ikke de skrappe hvidvask-krav ved større transaktioner, og det udløser en stor bøde.
Et københavnsk vekselbureau skal betale en millionbøde efter at have overtrådt loven om hvidvask af penge.
Et københavnsk vekselbureau skal betale en millionbøde efter at have overtrådt loven om hvidvask af penge. Foto: Colourbox/free


Et københavnsk vekselbureau er i denne uge blevet idømt en større bøde i en sag om overtrædelse af loven om hvidvask af penge. Det oplyser Bagmandspolitiets anklager Karina Ankergren torsdag til Ritzau.

- Selskabet er blevet idømt en bøde på to millioner kroner, og den forhenværende direktør er idømt en bøde på 200.000 kroner, fortæller Karina Ankergren.

Sagen drejer sig om vekselbureauet Monex Change på Amagerbrogade, som i en periode fra 2011 til 2013 flere gange har forbrudt sig mod reglerne om hvidvask af penge.

Alt i alt er der foregået transaktioner for cirka otte millioner kroner gennem selskabet, som ikke har været efter bogen.

Blandt andet har vekselbureauet ikke opfyldt kravene til udarbejdelse af interne retningslinjer om, hvilke foranstaltninger der skal sættes i værk med henblik på at håndtere sådanne transaktioner.

Vekselbureauet har heller ikke haft den fornødne viden om identiteten af ejerne bag de selskaber, som har foretaget transaktionerne

Reglerne på området tilsiger ellers, at transaktioner af større pengebeløb skal håndteres med en særlig omhu og under nogle særlige restriktioner. Formålet er at sikre, at pengene ikke stammer fra kriminalitet eller skal bruges til at finansiere terrorisme.

Dommen i sagen faldt tirsdag i Københavns Byret. Der var tale om en såkaldt udeblivelsesdom, idet selskabets tidligere direktør, Tanzeel Qureshi, ikke mødte op i retten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.