Skynd dig hellere at nyde en kold på en fortovscafe eller få grillen i brug, skulle du være så heldig at være i besiddelse af en have. For i morgen truer tordenvejr og kraftig regn, siger meteorolog Mogens Rønnebæk fra DMI.
- I dag bliver en pæn dag. Der kan komme enkelte kortvarige byger, men svag vind og op til 20 grader varme, og det forsætter hen ad aftenen, som vil være tør og med stille vejr.
Ud på natten begynder det at trække op fra Sønderjylland, og snart må hele landet finde paraplyerne frem eller blive indendøre for lyn og torden.
- Det er lidt usædvanligt med så kraftigt et lavtryk i juli måned, hvor der vil komme op mod 50 millimeter regn, siger Mogens Rønnebæk.
Natten til søndag byder på frisk vind til kuling, og søndag bliver en kraftigt blæsende dag med 15 til 18 grader.