Vejledere savner viden om frafaldne på universiteter
Vejlederforening efterlyser mere viden om, hvorfor mange unge falder fra på lange uddannelsers første år.
En række danske universitetsuddannelser har stort frafald, og vejlederne ved ikke nok om, hvad det skyldes, mener Danmarks Vejlederforening. Arkivfoto.
En række danske universitetsuddannelser har stort frafald, og vejlederne ved ikke nok om, hvad det skyldes, mener Danmarks Vejlederforening. Arkivfoto. Foto: Colourbox/Free


Der er brug for mere viden om, hvad der får en del studerende til at pakke kompendierne væk, allerede inde de har overstået det første år på universitetet.

Det mener formanden for Danmarks Vejlederforening, Charlotte Knagh Trojahn. Ifølge Jyllands-Posten er der på knap 50 videregående uddannelser i Danmark et frafald på mindst 25 procent blandt de førsteårsstuderende, og vejlederne efterlyser viden om baggrunden.

- Der er ikke lavet særlig meget forskning om, hvad der er fællesnævneren for de studerende, der falder fra på de lange videregående uddannelser. Når man spørger dem i små individuelle undersøgelser, skyldes det ofte personlige problemer.

- Det dækker jo over et bredt spektrum. Så spørgsmålet er, om det er studerende, der ville falde fra uanset hvad, eller universiteterne kan gøre noget for at undgå det, siger Charlotte Knagh Trojahn.

Ifølge Gymnasieskolernes Lærerforening skal frafaldet på videregående uddannelser forebygges med mere vejledning på gymnasierne.

Men mere vejledning af de unge, der skal til at vælge studieretning, er ingen garanti for mindre frafald, siger Charlotte Knagh Trojahn.

- De unge træffer deres valg på baggrund af mange forskellige parametre, der i deres øjne er lige så vigtige, som dem vejlederen har skitseret sammen med den unge.

- Det kan være "mine venner flytter til København, så skal jeg også," eller "jeg har altid troet, at jeg var sådan en, der skulle studere". Derfor kan vejledning ikke sikre, at de unge handler i en bestemt retning, siger hun.

Ifølge en opgørelse fra Uddannelsesministeriet, som Jyllands-Posten har fået lavet, er der en håndfuld af de lange videregående uddannelser, hvor op mod hver anden studerende forsvinder, inden det første studieår er slut.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.