Vejle mister pusten i oprykningsræs: 0-0 mod Fredericia
Vejle satser tungt på oprykning til Superligaen, men resultaterne flasker sig ikke. 0-0 mod Fredericia torsdag
Vejle fik kun 0-0 mod Fredericia og mistede dermed et vigtigt skridt i kampen om oprykning. (arkivfoto)
Vejle fik kun 0-0 mod Fredericia og mistede dermed et vigtigt skridt i kampen om oprykning. (arkivfoto) Foto: Tobias Nicolai/Polfoto


Vejle Boldklub har satset og satser fortsat rigtig tungt på oprykning til landets bedste fodboldrække, men mere og mere tyder på, at det ikke lykkes for den ambitiøse klub i denne sæson.

Torsdag måtte Vejle nøjes med 0-0 hjemme mod FC Fredericia.

Mens Lyngby og Horsens allerede nu ligner sikre oprykkere til Alka Superligaen, slås især Vejle og Silkeborg om den sidste af de historiske tre oprykningspladser, og med en sejr over Fredericia havde Vejle passeret Silkeborg.

Det lykkedes ikke. Vejle har nu 47 point med fire kampe tilbage i sæsonen, mens Silkeborg har 48 point og fem kampe tilbage. Vendsyssel kan også stadig nå at blande sig i kampen om den tredje oprykningsplads.

Torsdagens nullert er uden tvivl noget af en skuffelse for vejlenserne, der skulle bruge de tre point. Begge hold var tæt på undervejs.

For Vejle brændte Thomas Mikkelsen fælt midtvejs i anden halvleg, og ni minutter før tid var Christian Sivebæk tæt på. Hans afslutning blev rettet af, skiftede retning uden chance for Fredericia-keeperen, men stolpen reddede Fredericia.

I den anden ende var det Kristian Fæste, der reddede Vejle i flere omgange, for Fredericia havde også flere gode afslutninger - og kunne lige så godt være kørt hjem med de tre point.

I overtiden var det alligevel ved at lykkes for hjemmeholdet, men Fredericia-forsvaret fik reddet på selve målstregen, og dermed endte opgøret målløst.

Det uafgjorte resultat kunne hverken Vejle eller Fredericia bruge til ret meget. Fredericia synes nu helt uden chance for oprykning, og Vejle skal håbe på, at Silkeborg går kold i sæsonafslutningen.

De tre hold, der aktuelt indtager oprykningspladserne er Lyngby med 57 point, Horsens med 54 point og Silkeborg med 48 point. De skal alle i aktion søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.