Vejle-formand stopper: Klubben på pengejagt
Vejle kan ikke få økonomien til at hænge sammen, og der skal nye investorer til for at redde klubben.
Vejle Boldklubs sportslige nedtur har sendt klubbens bestyrelse på jagt efter nye sponsorer.
Vejle Boldklubs sportslige nedtur har sendt klubbens bestyrelse på jagt efter nye sponsorer. Foto: EMIL SØRENSEN THOMAS/POLFOTO


Der er økonomisk krise i 1. divisionsklubben Vejle Boldklub, og det har fået bestyrelsesformand Lars Skou til at træde tilbage med øjeblikkelig virkning.

Formelt kan fratrædelsen først ske tirsdag i næste uge, når "en konklusion foreligger", skriver klubben i en pressemeddelelse, hvor beslutningen også bliver uddybet.

Samtidig fastslår klubben, at en tvangsnedrykning til Danmarksserien kan komme på tale, hvis ikke økonomien rettes op af nye kræfter.

- En lang kamp over 10 år har været ført, og vi har sammen lavet en fornuftig sponsorforretning og opbygget et fantastisk erhvervsnetværk, uanset hvordan sporten har præsteret.

- Men vi må erkende, at vi ikke har opnået positive regnskabsresultater på grund af, at de sportslige mål ikke er blevet opfyldt gennem årene, siger Lars Skou.

- Vi har kæmpet os tilbage adskillige gange, men vi må også konstatere, at missionen "topfodbold i regionen" ikke er blevet en realitet i denne periode, erkender han.

Lars Skou træder af samme grund tilbage som bestyrelsesformand, så andre kan gå direkte ind og forsøge at løse problemerne.

- For VB og alle os, der holder af klubben, håber jeg, at nogen vil tage stafetten og fortsætte kampen for, at VB skal bestå.

- Derfor forlader jeg VB fra dags dato, således at nye kræfter kan agere fra dag et, siger Lars Skou.

Vejle oplyser samtidig, at hvis ingen tager handsken op inden 30. september, så "må den nuværende bestyrelse udvise rettidig omhu og dermed indgive begæring om rekonstruktion af selskabet med den konsekvens, at VB bliver tvangsnedrykket til Danmarksserien".

Bestyrelsen vurderer ikke, at indtjeningen i den resterende del af 2014 vil følge det i sommeren lagte budget, og dermed "vil det ikke være ansvarligt at fortsætte driften" - hverken overfor kreditorer eller andre, som løbende har støttet op omkring selskabet.

Vejle er afhængig af, at klubben løbende får tilført midler for at holde balancen mellem indtægter og udgifter.

- Desværre må vi erkende, at den gruppe, som tilfører ekstraordinære midler bliver mindre og mindre, og dette er ikke holdbart, lyder det fra klubben.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.