Vejle er på jagt efter investor efter misset oprykning
Vejle Boldklub forsøger at undgå en økonomisk neddrosling efter den missede oprykning til Superligaen.
Vejle må nappe endnu en sæson i 1. division, efter at Silkeborg søndag nappede den sidste oprykningsplads. (Arkivfoto).
Vejle må nappe endnu en sæson i 1. division, efter at Silkeborg søndag nappede den sidste oprykningsplads. (Arkivfoto). Foto: Tobias Nicolai/Polfoto


Vejle Boldklub arbejder i øjeblikket på at sikre sig en økonomi, så klubben i næste sæson kan kæmpe med om oprykning til Alka Superligaen.

En neddrosling af de fremtidige ambitioner truer i traditionsklubben, efter at det søndag blev afgjort, at Silkeborg rykker op sammen med Lyngby og AC Horsens fra 1. division til landets bedste fodboldrække.

- Vi arbejder ihærdigt på, hvordan fremtiden skal se ud, siger Vejle-formand Mogens Christian Svendsen.

- Vi kigger på mulige investorer, og det er klart, at hvis det glipper, så skal vi tilpasse omkostningerne til indtægterne.

- Men vi er fortrøstningsfulde, og vi tror, at vi finder en løsning, så vi stadigvæk kan spille med i slutspillet om oprykning. Jeg kan ikke garantere noget, for det er ikke på plads, siger formanden.

Vejle Amts Folkeblad skriver, at tyske investorer har kig på Vejle. Tyskerne var på besøg søndag, da vejlenserne tabte 3-4 til Lyngby på en dag, hvor Silkeborg sikrede oprykning med en 3-1-sejr i Horsens.

En ny struktur i dansk fodbold gældende fra næste sæson betyder, at der fremover kun er en direkte oprykningsplads i 1. division. Nummer to og tre skal ud i playoffkampe mod to hold fra Superligaens nedrykningsslutspil.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.