Efter flere ugers kurmageri ser det nu ud til, at bryggerikoncernen AB Inbev får mulighed for at fusionere med konkurrenten Sabmiller.
Verdens to største bryggerier har længe ligget i forhandlinger om en sammenlægning, og tirsdag morgen meddeler Sabmiller, at man har accepteret AB Inbevs bud på 44 pund pr. aktie.
Derfor anbefaler man aktionærerne til at takke ja til tilbuddet, så fusionen kan gennemføres.
Den nye konstruktion omfatter mærker som Budweiser, Coors, Miller og Busch og producerer lige nu 30 procent af verdens samlede ølmarked.
Tilbuddet fra AB Inbev svarer til en samlet pris for Sabmiller på 684 milliarder danske kroner.
Det er mere end 40 procent over Sabmillers samlede kursværdi dagen før, at de to koncerner offentliggjorde fusionsplanerne.
Ud over aktionærernes accept skal købet godkendes af konkurrencemyndigheder verden over, og derfor kan det komme på tale at sælge dele af virksomheden fra.
Dermed åbner der sig opkøbsmuligheder for Carlsberg, der inden fusionen er verdens fjerdestørste bryggerikoncern.
Carlsbergs administrerende direktør, Cees t' Hart, har sagt til Børsen, at han ikke frygter den nye bryggerigigant, fordi man i store træk har fokus på forskellige markeder.
Aktieanalytikerne er dog lidt uenige om konsekvenserne af fusionen for Carlsberg.
Ricky S. Rasmussen, der er analytiker hos Nykredit, ser kun fordele for den danske bryggerikoncern, fordi de fleste supermarkedskæder helst vil have mulighed for at vælge blandt flere leverandører.
- Det er almindelig forhandlingsteknik. De fleste har to eller tre leverandører, og dermed vil Carlsberg kunne komme ind steder, de ikke har været før. Samtidig er der et selskab mindre til at skabe priskonkurrence, siger han til Ritzau Finans.
Morten Imsgard fra Sydbank mener dog, at Carlsberg vil blive trængt af, at den nye kæmpekonkurrent takket være stordriftsfordele vil kunne sænke sine marginer betragteligt.
- Det vil over tid presse Carlsbergs selvstændighedstrang. Man vil kun kunne forsvare over for investorerne at være selvstændigt, globalt bryggeri, hvis man kan levere på linje med de bedste i industrien, siger analytikeren til Ritzau Finans.
/ritzau/