Varsling: 160 lærere fyres på tekniske skoler dette skoleår
I alt har erhvervsskoler og uddannelsescentre varslet over 160 fyringer af fastansatte lærere i dette skoleår.
- Det er naturligvis ikke en situation, ledelsen har ønsket. Men som mange andre erhvervsskoler har KTS ikke kunnet forudsige konsekvenserne af den nye erhvervsuddannelsesreform, siger chef for Udvikling og Kommunikation på KTS, Ulrik Bak Nielsen.
- Det er naturligvis ikke en situation, ledelsen har ønsket. Men som mange andre erhvervsskoler har KTS ikke kunnet forudsige konsekvenserne af den nye erhvervsuddannelsesreform, siger chef for Udvikling og Kommunikation på KTS, Ulrik Bak Nielsen. Foto: Scanpix arkiv


Farvel til 33 medarbejdere, heraf 25 lærere. Sådan lyder det på Københavns Tekniske Skole i denne uge.

KTS er ikke eneste erhvervsskole, der i øjeblikket må afskedige personale, skriver Fagbladet 3F. I alt har erhvervsskoler og uddannelsescentre varslet over 160 fyringer af fastansatte lærere i dette skoleår.

Det viser en opgørelse, som Uddannelsesforbundet har foretaget.

Årsagen er regeringens varslede omprioriteringsbidrag på to procent samt faldende elevtal på skolerne.

På KTS har der i år været et aktivitetstab på cirka 160 årselever. Det er en af konsekvenserne ved, at der blev indført optagelseskrav under den nye erhvervsuddannelsesreform.

- Det er naturligvis ikke en situation, ledelsen har ønsket. Men som mange andre erhvervsskoler har KTS ikke kunnet forudsige konsekvenserne af den nye erhvervsuddannelsesreform, hvor særligt de 18-25 årige synes at have fravalgt erhvervsuddannelserne, siger chef for Udvikling og Kommunikation på KTS, Ulrik Bak Nielsen til Fagbladet 3F.

Oveni kommer de besparelser, som er varslet som følge af Finanslov 2016. Dem er der også skelet til i det samlede billede - uden at Ulrik Bak Nielsen kan sætte præcise tal på hvilke dele, der har foranlediget hvilke konsekvenser.

På Selandia i Slagelse har man i denne uge opsagt 26 medarbejdere. Heraf cirka 16 lærere. Igen er det regeringens sparekrav og karakterkravene på 02 i dansk og matematik, der er årsagen.

- Det er virkelig trist at sige farvel til gode kolleger, der i mange år har ydet en god og solid indsats. Men det er desværre nødvendigt, for at vi kan bevare en sund økonomi, siger direktør på Selandia, Michael Kaas-Andersen.

Selandia mangler 26,5 millioner kroner i 2016 og har derfor været nødt til at varsle 13 procent af medarbejderne opsagt.

I Aalborg vil man heller ikke udelukke, at afskedigelser af lærere igen kan komme på tale. Man sagde farvel til 27 medarbejdere i januar og yderligere 17 i juni:

- Hvis regeringens finanslovsforslag bliver vedtaget, så skal vi se på alle de sten, som kan vendes. Herunder optimeringer, besparelser og muligheder for vækst. Vi er i gang med forskellige scenarier, så jeg kan ikke sige så meget endnu. Vi tog et ordentlig tag i medarbejdertilpasningen i foråret, men vi kan ikke udelukke, at der skal mere til, hvis forslaget bliver til virkelighed, siger direktør Michael Sekjær Johansson fra Tech College Aalborg.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.