Varme Wolfsburg tildeler Hjulmand det første nederlag
Mainz tabte for første gang i denne sæson til formstærke Wolfsburg, der holder Nicklas Bendtner ude af truppen
Josuha Guilavogui fra Wolfsburg forsøger at prikke bolden væk i bundesligaopgøret mod Mainz 05, som de grønblusede vandt 3-0 uden Nicklas Bendtner i truppen.
Josuha Guilavogui fra Wolfsburg forsøger at prikke bolden væk i bundesligaopgøret mod Mainz 05, som de grønblusede vandt 3-0 uden Nicklas Bendtner i truppen. Foto: Peter Steffen/AP


Efter en noget forsigtig start på sæsonen ser det ud til, at tyske Wolfsburg har fundet formen.

Nicklas Bendtners klub besejrede søndag eftermiddag Mainz 05 3-0 i Bundesligaen, og det var holdets femte sejr i seks kampe.

Volkswagen-klubben klatrer dermed op på tredjepladsen i tabellen, kun tre point efter Bayern München.

Og desværre for Bendtner har han ikke haft så stor andel i den aktuelle succes.

Landsholdsangriberen, der brækkede næsen i EM-kvalifikationskampen mod Portugal for nylig, har slet ikke været en del af Wolfsburgs trup den seneste uge.

Han var ikke med på holdet, da Krasnodar blev besejret i Europa League i torsdags, og hans navn var heller ikke skrevet på holdkortet mod Mainz.

Det var Naldo derimod, og han bidrog med både et mål og en assist. Først satte han panden på en hjørnespark og bragte sit hold foran efter et kvarters spil.

Så burde Mainz være advaret, men et kvarter inde i anden halvleg gentog forsvarsspilleren kunststykket i forbindelse med endnu et hjørnespark. Holdkammeraten Ivan Perisic fulgte op og sørgede for at få bolden ind over stregen.

Kort før tid slog Daniel Caligiuri sejren fast med kampens tredje mål.

Det var Mainz' første nederlag i ni bundesligakampe efter tre sejre og fem uafgjorte. Det betyder, at holdet bliver overhalet af Wolfsburg og rykker ned på en sjetteplads.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.