Varme Viktor Fischer scorer i Ajax-remis mod nordmænd
For femte gange i sæsonen scorede Viktor Fischer torsdag aften, da Ajax spillede 1-1 i udekampen mod Molde.
Viktor Fischer (til venstre) jubler efter sin heldige scoring mod Molde
Viktor Fischer (til venstre) jubler efter sin heldige scoring mod Molde Foto: Ekornesvaag/AP


Offensivspilleren Viktor Fischer surfer på en målbølge i øjeblikket.

Torsdag aften scorede danskeren nok en gang for Ajax i Europa League, men hollænderne måtte alligevel nøjes med et enkelt point i udekampen mod Molde.

Danskerens udligning til 1-1 blev sat ind efter 19 minutters spil, men målet var ikke uden lidt held.

Fischer modtog bolden helt ude ved sidelinjen, og efter et par hurtige træk ind i banen fik han vristet sig løs af sin oppasser og sparkede til bolden. Heldigvis for ham og Ajax blev bolden rettet af, så den snød Ethan Horvarth i Molde-målet.

Dermed scorede Fischer for anden gang i årets Europa League-turnering, hvor Ajax har spillet to kampe.

Viktor Fischer burde have scoret endnu en gang torsdag aften efter cirka en halv times spil, men danskeren kiksede afslutningen tæt under mål efter et ellers fornemt indlæg.

Havde Fischer eller en anden holdkammerat scoret for Ajax, havde det ikke været efter spil og chancer, for nordmændene var bedst i store perioder af kampen. I overtiden var Ajax dog i to omgange tæt på at sikre sig en ufortjent sejr, men det blev ved 1-1.

Det er ikke kun i Europa, at Viktor Fischer kan score mål. I løbet af september scorede Fischer to mål i Æresdivisionen samt et enkelt mål i den hollandske pokalturnering.

De mange mål har dog ikke været nok til at sikre Viktor Fischer en plads i Morten Olsens A-landsholdstrup til kampene mod Portugal og Frankrig senere i oktober.

Ajax' konkurrenter i gruppe A Celtic og Fenerbahce spillede 2-2 i Skotland. Simon Kjær fik hele kampen for gæsterne i opgøret, som blev dømt af den danske dommer Kenn Hansen.

Dermed fører Molde overraskende gruppen efter to runder med fire point. Celtic og Ajax har hver to, mens Simon Kjær og co. er sidst med et enkelt point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.