Vanvittig lotto-gevinst: 2,8 milliarder kroner til heldig vinder
Spillede du med i det amerikanske lotteri Powerball i weekenden og havde købt kuponen i New Jersey, så er det måske dig, der er blevet milliardær?
Ægteparret Maureen og David Kaltschmidt (th) fra Melbourne Beach i Florida vandt knap 5,3 milliarder dollars, da den største pulje i Powerballs historie i januar blev udløst.
Ægteparret Maureen og David Kaltschmidt (th) fra Melbourne Beach i Florida vandt knap 5,3 milliarder dollars, da den største pulje i Powerballs historie i januar blev udløst. Foto: Scanpix/arkiv


Man kan blive helt svimmel ved tanken om, hvad man skulle gøre, hvis der rullede 2,8 milliarder kroner - ja, 2,8 milliarder - ind på kontoen.

Det skete for en heldig vinder i den seneste trækning i det amerikanske lotteri Powerball. Præmien lød på intet mindre end 429 millioner dollars!

Den heldige vinder er endnu anonym, men den enorme jackpot blev scoret i delstaten New Jersey på numrene 25, 66, 44, 5 og 26 samt Powerball-nummeret 9.

Desuden kunne syv spillere hver hæve en gevinst på én million dollars - eller i omegnen af 6,5 millioner danske kroner.

Den 429 millioner dollars store præmie er den niendestørste i Powerballs historie.

Den største pulje var på svimlende 1,6 millarder dollars - eller lige over 10 milliarder danske kroner i tidens veksel-kurs. Den blev i januar delt mellem tre heldige vindere.

Den største danske lottogevinst var på 97,6 millioner kroner. Præmien blev udtrukket i onsdagslotto for knap tre år siden.

I Eurolotto vandt en dansk kvinde fra Helsingør sidste år 315 millioner kroner.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.