Vanvidsbilist skal i fængsel for trafikdrab
En 23-årig mand kørte med mindst 140 kilometer i timen, da han ramte bil og dræbte en kvinde.
Manden erkendte i retten, at han havde kørt for stærkt efter at have drukket seks-syv øl, men hans nægtede sig skyldig i uagtsomt manddrab og i at bringe andres liv i fare.
Manden erkendte i retten, at han havde kørt for stærkt efter at have drukket seks-syv øl, men hans nægtede sig skyldig i uagtsomt manddrab og i at bringe andres liv i fare. Scanpix


En 23-årig mand, der i sommer med mindst 140 kilometer i timen ramte en anden bil og dræbte en 67-årig kvinde, skal to år i fængsel.

Samtidig bestemte Retten i Næstved onsdag, at manden ikke må køre bil i de næste otte år.

Manden var tiltalt for uagtsomt manddrab og for at bringe andres liv og førlighed i fare, efter at han med alkohol i blodet kørte mindst 158 kilometer i timen i en varebil ad Hovedvejen ved Tappernøje på Sydsjælland.

Her overhalede han med stor fart tre biler og kørte ind foran den forreste på en sådan måde, at han ifølge anklageskriftet forvoldte nærliggende fare for førerens liv eller helbred.

Ved krydset mellem Hovedvejen og Østre Brøderupvej i Brøderup gik det galt, da en personbil kom kørende ud i krydset.

Den 23-årige torpederede bilen med mindst 140 kilometer i timen, så en 67-årig kvinde blev slynget ud af bilen og dræbt på stedet.

I retten vidnede en kvinde, der var blevet overhalet af den 23-årige. Hun forklarede ifølge TV Øst, at hun var blevet meget forskrækket, da bilen kørte utroligt stærkt, og hun frygtede, det ville gå galt.

Hun huskede, at hun råbte "nej, nej, nej", og kort efter så hun de to biler køre sammen, skriver TV Øst på sin hjemmeside.

Manden erkendte i retten, at han havde kørt for stærkt efter at have drukket seks-syv øl, men hans nægtede sig skyldig i uagtsomt manddrab og i at bringe andres liv i fare.

Hans forsvarer mente, at han skulle frifindes med den begrundelse, at den 67-årige kvinde ikke overholdt sin ubetingede vigepligt i det kryds, hvor hun blev ramt, skriver eb.dk.

Men retten fandt ham altså skyldig og idømte ham to års fængsel.

Han ankede dommen til landsretten og er stadig beskyttet af navneforbud.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.