Vandet giver stadig problemer i Vendsyssel
Vandet i Uggerby Å stiger, og mange veje er stadig spærret. Beredskabet opretholdes weekenden over.
Vandet giver stadig store problemer i Vendsyssel efter torsdagens voldsomme regnvejr. Beredskabschef i Hjørring Kommun, Knud Børge Møller, tør ikke gætte på, hvornår situationen igen er normal.
Vandet giver stadig store problemer i Vendsyssel efter torsdagens voldsomme regnvejr. Beredskabschef i Hjørring Kommun, Knud Børge Møller, tør ikke gætte på, hvornår situationen igen er normal. Foto: RENE SCHUTZE/POLFOTO


Vandet i Uggerby Å i Vendsyssel er fredagen igennem fortsat med at stige, og det er uvist, hvornår problemerne efter torsdagens massive regnvejr i Nordjylland er løst.

- Selv om vandet stiger i Uggerby Å, er der et godt flow igennem, og på et eller andet tidspunkt må det jo vende, siger Knud Børge Møller, der er beredskabschef i Hjørring, til Ritzau.

Der bliver stadig pumpet vand nogle få steder, og beredskabschefen tør ikke gætte på, hvornår man kan drosle ned for beredskabet.

- Vi opretholder beredskabet i hvert fald weekenden over, fortæller Knud Børge Møller.

Selv om det regner fredag aften, håber han på en rolig lørdag, og der har da også fredag været lyspunkter.

- Vi havde 30 afspærringer i morges, da vi startede. Det er faldet til 23 sidst på dagen, siger beredskabschefen fredag aften.

På Hjørring Kommunes hjemmeside, www.hjoerring.dk, kan man følge med i den aktuelle situation og se, hvilke veje der er spærret, og hvor der er omkørsel.

Det voldsomme regnvejr har givet kaos i Nordjylland, og det er uvist, hvornår situationen igen er normal.

- Der er veje, der "bare" er oversvømmet, og de kan jo åbnes igen, når vandet er væk. Men flere steder er broer og veje simpelthen skyllet væk, og det er ikke til at vide, hvornår de strækninger kan åbnes igen, siger Knud Børge Møller.

Togdriften mellem Aalborg og Frederikshavn har stået stille siden torsdag, men fredag eftermiddag kunne Banedanmark fortælle, at der lørdag igen vil være tog mellem Aalborg og Hjørring.

Det er dog uvist, hvornår den sidste del af strækningen til Frederikshavn kan åbnes. Det kan Banedanmark først sige noget om på mandag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.