Rafael van der Vaart er skiftet fra Real Betis til FC Midtjylland, og han glæder sig til at bidrage på grønsværen for ulvene.
- Jeg er rigtig glad for at være her. Det er et godt hold, og jeg tror, vi får en god sæson.
- Jeg glæder mig til at spille og træne med drengene og vise godt spil. Det er jeg sikker på, jeg kan, lød det fra hollænderen, da han onsdag blev præsenteret i den danske klub i forbindelse med et pressemøde i Herning.
Rafael van der Vaart er ikke kun hentet ind for at skabe resultater. Han skal også være med til at hjælpe de unge i klubben.
- Der er mange unge spillere og et rigtig godt akademi. Jeg er selvfølgelig lidt ældre, så jeg håber, jeg kan hjælpe dem og dele ud af min erfaring. Jeg synes, det er et perfekt match, siger han til FCM's hjemmeside.
Rafael van der Vaart blev ikke brugt meget i sidste sæson for Real Betis, og han glæder sig derfor til at komme tilbage i kampform.
- Jeg har det godt. Jeg har brug for tid, for jeg har haft en lang ferie. Det var rart, men i sidste ende vil man spille fodbold. Derfor glæder jeg mig til at starte træningen.
- Jeg trænede selvfølgelig to uger i Betis, men det er ikke det samme som at spille kampe og træne med holdet, så det håber jeg, jeg kan begynde på i morgen, siger Van der Vaart.
Den tidligere Real Madrid-spiller er ikke i truppen til lørdagens kamp mod FC København, oplyser FCM.
/ritzau/