Valverde efter jubel-uge: Jeg kunne ikke være mere glad
Alejandro Valverde var helt rolig, da konkurrenterne angreb. Derfor fuldendte han en flot uge med ny sejr.


Den spanske cykelrytter Alejandro Valverde fyldte 35 år lørdag.

Lige før og lige efter fødselsdagen tog han et par af de sejre, som de fleste cykelryttere vil give deres højre arm for.

Søndag vandt han Liege-Bastogne-Liege for tredje gang i karrieren.

Da Jakob Fuglsang og Roman Kreuziger angreb på vejen ind mod afslutningen i Liege-forstaden Ans forblev han rolig.

Da Katusha-rytteren Daniel Moreno angreb på stigningen til mål med en kilometer tilbage, forholdt han sig også i ro. I hvert fald til han lige præcis syntes, at det var tid til at spurte.

- Jeg gik ikke i panik, da Moreno angreb. Jeg kunne ikke være mere glad lige nu, siger Alejandro Valverde til verdenspressen kort efter at have krydset målstregen.

Valverde vandt foran den unge franskmand Julian Alaphilippe (Etixx-Quickstep) og Joaquim Rodriguez (Katusha). Sidstnævntes hold havde arbejdet hårdt for ham hele dagen, men han kunne ikke levere varen til sidst.

- Valverde kørte meget intelligent og så er det nærmest umuligt at besejre ham i en spurt, siger Rodriguez.

Alejandro Valverde nød godt af, at et stort styrt satte konkurrenter ud af spillet omkring 40 kilometer før mål. Sidste års vinder Simon Gerrans (Orica) røg ud, og det samme gjorde forrige års vinder Dan Martin (Cannondale-Garmin).

For det danske Cult Energy-hold blev styrtet også dyrt. Holdkaptajn Rasmus Guldhammer var i feltet på vej op mod stigningen La Redoute, men han blev fanget i styrtet. Han kom tilbage på cyklen, men slog sin hånd og nåede ikke tilbage til fronten.

- Guldhammer ydede en stor indsats, men fik sine muligheder ødelagt af styrtet nær La Redoute. Jeg tror, at det her er et løb for ham i fremtiden.

- Alt i alt er jeg tilfreds med holdets indsats, men det er altid frustrerende at få det ødelagt af uheld, siger sportsdirektør Michael Skelde.

Det danske hold havde fået wildcards til både Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.