Valutamedvind hjælper Grundfos i vanskeligt år
Fordelagtige valutaforhold var med til at sørge for omsætningsvækst for Grundfos på fem procent.
Mads Nipper har været administrerende direktør for Grundfos siden august 2014 og har mandag aflagt regnskab for sit første hele kalenderår som topchef for pumpekoncernen.
Mads Nipper har været administrerende direktør for Grundfos siden august 2014 og har mandag aflagt regnskab for sit første hele kalenderår som topchef for pumpekoncernen. Foto: Henrik Daugaard Jens/Polfoto


2015 bød på vanskelige markedsforhold for Bjerringbro-virksomheden Grundfos, som ikke nåede målet om en omsætningsvækst på seks procent.

Omsætningen steg med fem procent til 24,8 milliarder kroner, men renser man resultatet for valutastigninger, viser selskabets årsregnskab en mere beskeden fremgang på toplinjen på 0,8 procent.

Det skal ses i lyset af vanskelige forhold på nogle af selskabets store markeder, forklarer administrerende direktør Mads Nipper.

- Rusland, der tidligere var et af vores hurtigt voksende og profitable markeder, falder drastisk, og Kinas vækstmaskine er gået i stå. Vi ser vores største vækst i Nord- og Sydamerika.

- Vi har opnået moderat salgsvækst under vanskelige markedsforhold, og det tillægger jeg vores innovative kvalitetsprodukter og vores organisations evne til at bevare gode kundeforhold, siger han i en kommentar til regnskabet.

Helt præcist er salget øget med 12 procent i USA og 18 procent i Sydamerika, men også i europæiske lande som Italien, Poland, Ungarn, Tyrkiet, Tjekkiet og de baltiske lande meldes der om fremgang.

Selv om omsætningen altså ikke kunne leve op til forventningerne, var indtjeningen derimod flot. Resultatet før skat steg fra 861 millioner kroner i 2014 til 2,0 milliarder kroner sidste år.

På samme måde er resultatet efter skat øget fra 503 millioner kroner til 1,45 milliarder kroner.

Grundfos er en af verdens største leverandører af pumper og ejes hovedsageligt af Poul Due Jensens Fond, der sidder på næsten 90 procent af aktierne.

Selskabet eksporterer hovedparten af sin produktion og er repræsenteret i mere end 50 lande.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.