Valgstedsmåling i Frankrig: Front National brager frem
Det indvandrerkritiske parti Front National ligger til at blive Frankrigs største parti ved regionalvalget.
Marine Le Pen, leder af det højrenationale franske parti Front National, har her netop afgivet sin stemme ved regionalvalget i Frankrig. (AP Photo/Michel Spingler)
Marine Le Pen, leder af det højrenationale franske parti Front National, har her netop afgivet sin stemme ved regionalvalget i Frankrig. (AP Photo/Michel Spingler) Foto: Michel Spingler/AP


De franske vælgere har i stort tal sat deres kryds ved det højrenationalistiske parti Front National ved søndagens regionalvalg.

Det viser valgstedsmålinger, da valget sluttede klokken 20.

Målingerne siger, at Front National fører i seks af de 13 regioner. På landsplan ligger partiet til at få mellem 27,2 og 30,8 procent af stemmerne.

Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at partiet aldrig før har fået så stor en opbakning.

- Et fantastisk resultat, siger partiets leder, Marine Le Pen, ifølge AFP.

Det beviser, siger hun, at Front National "uden konkurrence er det største parti i Frankrig".

Får intet parti over 50 procent af stemmerne i en region, er der omvalg blandt de to partier med flest stemmer ved anden valgrunde 13. december.

44,6 millioner vælgere kunne stemme.

Front National, der er indvandrerkritisk og også kritisk over for EU, har ifølge Reuters blandt andet øget sin opbakning på grund af den migrantkrise, der hele efteråret har plaget Europa.

Også terrorangrebet, der ramte den franske hovedstad, Paris, 13. november, har ifølge analytikeren Jerome Fourquet givet Front National flere stemmer.

Det var det angreb, som den militante bevægelse Islamisk Stat tog skylden for. 130 mennesker blev dræbt og hundredvis såret ved skud og selvmordsattentater.

- Efter angrebet 13. november så vi en klar stigning i støtten til Front National, siger Fourquet fra opinionsinstituttet Ifop.

Frankrig er fortsat rystet over terrorangrebet, og ved søndagens valg blev vælgerne også mindet om, at situationen stadig er spændt.

Blandt andet var sikkerheden skærpet ved stemmestederne i hovedstaden.

Et godt regionalvalg til Front National kan være med til at tegne et nyt politisk landkort i Frankrig.

Partiet kan med medvind i ryggen stå stærkere ved præsidentvalget i 2017 og måske skabe et valg med tre favoritter, efter at præsidentposten i årtier er blevet besat af socialister eller konservative, som nu kalder sig republikanere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.