Valgsejr til Duda kan give konservative comeback i Polen
Polakkerne har valgt den unge og ukendte Andrzej Duda til ny præsident, bekræfter de endelige valgresultater.
Polens nyvalgte præsident, Andrzej Duda, sammen med sin hustru, Agata, og datter, Kinga.
Polens nyvalgte præsident, Andrzej Duda, sammen med sin hustru, Agata, og datter, Kinga. Foto: Czarek Sokolowski/AP


Polske vælgere har stemt for forandring og valgt den konservative og, uden for Polens grænser, relativt ukendte Andrzej Duda som landets næste præsident.

Andrzej Duda vandt anden runde af det polske præsidentvalg med 51,55 procent af stemmerne, viser de endelige resultater fra Polens valgkommission.

Valgdeltagelsen lå på 55 procent, tilføjer kommissionen.

Allerede kort tid efter de første valgstedsmålinger var offentliggjort søndag aften, erkendte den siddende præsident, Bronislaw Komorowski, at han havde tabt til Duda.

Den 43-årige advokat, der nu indtager præsidentembedet, gik til valg på løfter om forandring og ikke mindst om at give flere penge til den offentlige sektor.

Iagttagere og medier i Polen har søndag travlt med at spekulere i, hvad præsidentskiftet kommer til at betyde - også for forholdet til resten af Europa.

- Ingen ved egentlig, hvem Andrzej Duda er, og hvad han står for, siger sociolog Aleksander Smolar til det tyske nyhedsbureau dpa.

Duda talte ikke meget om sine udenrigspolitiske holdninger i løbet af valgkampen, og medlemmer af hans konservative parti, Lov og Retfærdighed (PiS), har tidligere skabt spændinger mellem Polen og dets naboer.

Hvis præsidentvalget kan tolkes som et fingerpeg om, hvordan det kommer til at gå ved det polske parlamentsvalg senere på året, kan det give PiS-partiet magten efter otte år i opposition.

Partiets leder, den tidligere premierminister Jaroslaw Kaczinsky, er partiets kandidat til premierministerposten og tvillingbror til den tidligere præsident Lech Kaczinsky, som blev dræbt i et flystyrt i Rusland i 2010.

Han har tidligere stået fast på sine euroskeptiske holdninger og nægtet at gå på kompromis med henvisning til, at det ville være i strid med Polens nationale interesser.

PiS er nationalistisk og ligger på linje med landets magtfulde katolske kirke i blandt andet abortspørgsmål.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, ringede mandag til Duda for at lykønske ham med valgsejren.

Putin opfordrede ved samme lejlighed til, at Polen og Rusland opbygger "konstruktive bånd" baseret på "et godt naboforhold og gensidig respekt for hinandens interesser".

Polen har hidtil været en af de største kritikere af Ruslands rolle i Ukraine.

Dudas valgsejr kom som en overraskelse for partiet selv, mener politisk analytiker Radoslaw Markowski.

Mandag sagde Duda, at han vil melde sig ud af partiet for at være "præsident for alle polakker", skriver flere medier.

- Deres problem nu bliver at opretholde hans image som præsident for alle polakker, set i lyset af, at han først og fremmest blev valgt af vælgere på landet og blandt de lavtuddannede, siger Markowski.

Duda overtager præsidentposten fra Komorowski 6. august.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.