Valgren: Vi kan køre mere frit efter Majkas Tour-sejr
Onsdagens etapesejr var vigtig for Tinkoff-Saxos videre forløb i Touren, mener Michael Valgren.
Michael Valgren var træt efter Rafal Majkas etapesejr i Tour de France.
Michael Valgren var træt efter Rafal Majkas etapesejr i Tour de France. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


Rafal Majkas etapesejr på onsdagens 11. etape i Tour de France var lige, hvad Tinkoff-Saxo-holdet havde brug for.

Det vurderer holdets danske rytter, Michael Valgren.

- Det var dejligt og befriende. Vi har været tæt på flere gange med Peter Sagan, så det giver ro, og vi kan køre mere frit nu, siger danskeren.

Polakken Majkas etapesejr kom efter nogle turbulente dage, hvor Tinkoff-Saxos italiener Ivan Basso måtte trække sig ud af Touren, da man opdagede, at han havde testikelkræft.

Derudover gik holdets klassementhåb, Alberto Contador, tirsdag ned på den første etape i Pyrenæerne, hvor Chris Froome (Sky) kørte fra alt og alle.

Og onsdag styrtede Contadors rutinerede hjælperytter Daniele Bennati så og udgik.

Rafal Majkas etapesejr gav et løft til holdet, men den udløste ingen ekstatisk fejring hos Tinkoff-Saxo.

- Vi var alle trætte, og folk er møre, så der skete ikke så meget. Lars Seier Christensen (Saxo Bank-direktør) holdt en fin tale, vi fik et glas champagne, og så røg vi på hovedet i seng, siger Michael Valgren.

Torsdag kører rytterne den tredje og sidste etape i Pyrenæerne. Taktikken er klar på forhånd hos Tinkoff-Saxo.

- Vi skal gerne få Roman Kreuziger med i et udbrud. Derudover skal Alberto Contador beskyttes af Michael Rogers og Rafal Majka frem til den sidste stigning, og så må vi se, om Alberto kan køre fra de andre favoritter, siger Michael Valgren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.