Valgren: Sagan skal vinde pointtrøjen inden Paris
Tinkoff-Saxo går benhårdt efter at afgøre pointkonkurrencen, inden den afsluttende massespurt i Paris.
Peter Sagan (i grønt) skal gerne have sikret den grønne pointtrøje inden løbets sidste etape, mener hans danske holdkammerat Michael Valgren.
Peter Sagan (i grønt) skal gerne have sikret den grønne pointtrøje inden løbets sidste etape, mener hans danske holdkammerat Michael Valgren. Foto: Peter Dejong/AP


Efterhånden som det står lysende klart, at Alberto Contador leder efter sin allerbedste form, har Peter Sagans bestræbelser på at vinde pointkonkurrencen fået mere og mere opmærksomhed hos Tinkoff-Saxo.

Derfor var det også en streg i regningen, da 15. etapes store udbrud med blandt andre Sagan blev kørt ind, så hans eneste konkurrent i kampen om den grønne trøje, André Greipel, kunne vinde etapen.

- Det kunne være dejligt, hvis han kunne være sikker på at have trøjen, inden vi rammer Champs-Élysées, siger Tinkoff-Saxos dansker, Michael Valgren.

- Jeg havde egentlig også regnet med, at udbruddet ville holde hjem i dag. I starten var det jo kun Katusha, der arbejdede for at få samlet det hele igen, og det passede os fint.

- Jeg troede, de ville gå ned, men det skete desværre ikke, siger Valgren.

Greipels sejr betyder, at han haler lidt ind på Sagan, men slovakken har dog fortsat et komfortabelt forspring på 360 point mod 316.

Også på mandagens 16. etape vil Peter Sagan være centrum for opmærksomheden, fordi etapen næppe vil bringe forskydninger i kampen om pladserne i klassementet.

- Lige nu fokuserer vi på den grønne trøje. Vi skal have samlet så mange point som muligt til Peter, og inden vi når Alperne, er det en klar prioritet for os, forklarer Valgren.

Tirsdag holder Tour de France hviledag, inden der venter fire bjergetaper, som kommer til at afgøre løbet.

- I Alperne er det fuld fokus på Alberto Contador igen. Forhåbentlig kan vi få ham på podiet. Han plejer at være god efter hviledagene, og han er lidt indebrændt og vil gerne vise noget. Man skal aldrig afskrive ham, siger Valgren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.