Der er opbakning til Mette Frederiksen som leder af Socialdemokraterne - i hvert fald på den røde halvdel af banen.
Det viser en undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4.
Ifølge undersøgelsen erklærer mere end hver femte SF-vælger og næsten lige så mange radikale, at de ville overveje at stemme socialdemokratisk, hvis der var folketingsvalg i morgen. Hos Enhedslisten og Alternativet er det hver ottende vælger, der kunne overveje at stemme på Socialdemokraterne.
- Noget tyder på, at Mette Frederiksen med sin store sociale indignation og med stærke socialdemokratiske rødder måske kan styrke partiets position i den røde blok. Mange vælgere er gået fra Socialdemokraterne til de øvrige røde partier, og nogen af dem vil måske vende tilbage på grund af den nye partileder, siger valgforsker ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen til Ugebrevet A4.
Han kalder målingen en god begyndelse for Mette Frederiksen og pointerer, at det har været et usædvanligt gnidningsfrit tronskifte hos Socialdemokraterne, samt at hun overtager tronen i en storhedstid for partiet.
Ingen blå begejstring
Hos de blå vælgere er det markant sværere at spore begejstring for den nye socialdemokratiske dronning.
Kun 3 procent af Venstres vælgere, 2 procent af Dansk Folkepartis vælgere og sølle 1 procent af Liberal Alliances vælgere angiver i undersøgelsen, at de efter et formandsskifte vil overveje at stemme på Socialdemokraterne.