Valg af forkert tog stopper asylansøgning for ung eritreer
Ung eritreer skulle på kort togrejse i Sverige, men endte i Danmark. Fejltagelsen kan betyde ny asylansøgning


En 17-årig dreng fra Eritrea, som har søgt asyl i Sverige, kan nu blive tvunget til at begynde forfra på hele sin ansøgningsproces, fordi han ved en fejl kom op i et forkert tog og kørte til Danmark, skriver HD/Sydsvenskan.

- Hans sag er ikke den eneste, siger Migrationsverket, som svarer til Udlændingestyrelsen i Danmark.

Da den unge eritreer skulle køre til Vellinge fra Osby den 11. august, indså han først, at han havde taget det forkerte tog, da han kom til Danmark.

Hans sagsbehandler, Thorild Hamfors, ringede til Migrationsverket for at fortælle om drengens fejltagelse for at få hjælp til at få ham tilbage til Sverige, hvor han har været siden august året før.

Men i stedet for at hjælpe blev drengen registreret som udrejst af landet, hvormed han har mistede sin bolig og på ny kan blive tvunget til at begynde forfra på sin asylansøgningsproces.

Udviklingen er en katastrofe for den 17-åriges ve og vel. Der skulle netop til at søges om permanent opholdstilladelse til ham.

- Nu kommer det til at tage mindst et år, siger Thorild Hamfors til den svenske avis.

Migrationsverket siger, at den 17-årige eritreer ikke er den første, som er kommet i en sådan situation, og at problemerne begyndte med id-kontrollerne mellem Danmark og Sverige. Migrationsverket henviser til Dublinforordningen.

- Det er en ulykkelig situation, men vi må anvende de midler, som findes, og de processer, som findes, siger Martin Lindén fra Migrationsverket til HD/Sydsvenskan.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.