Vagt i chok efter livsfarligt stenkast fra motorvejsbro
En vagt blev nær ramt, da en gruppe teenagere kastede store sten ned fra motorvejsbro.
Af Eline Svendsen
MERE
Det kunne være gået helt galt, da en flok unge kastede tunge sten ned mod en vagt, som kom kørende på den lukkede motorvej i Silkeborg. Projektleder Mike Boesen (til højre) er forundret over, at nogen kan finde på den slags.
Det kunne være gået helt galt, da en flok unge kastede tunge sten ned mod en vagt, som kom kørende på den lukkede motorvej i Silkeborg. Projektleder Mike Boesen (til højre) er forundret over, at nogen kan finde på den slags. Fotocollage: Avisen.dk. Foto: Scanpix Arkiv / Vejdirektoratet


- Vi er meget forundrede over, at nogen kan finde på det. Det er en alvorlig sag, ingen tvivl om det.

Sådan lyder det fra Mike Boesen, som er ansat ved Vejdirektoratet og er projektleder for Silkeborg-motorvejen, efter at en af hans ansatte i nat var tæt på at blive ramt af tunge sten, da han patruljerede på motorvejen.

Vagten, som var tæt på at blive ramt, er chokeret, men har det efter omstændighederne godt, oplyser Mike Boesen.

Silkeborg-motorvejen er endnu ikke taget i brug. Vagten, som er ansat af Vejdirektoratet gennem en ekstern aktør, var derfor alene på motorvejen, da han søndag nat patruljerede for at sikre, at ingen uvedkommende bevægede sig ind på den lukkede vej.

Ved midnatstid smed en gruppe unge i 16-årsalderen store sten mellem otte og ti kilogram ned på motorvejen fra broen. Vagten undgik kun lige at blive ramt. Det kunne dermed være gået helt galt - for eksempel blev en tysk kvinde dagen før dræbt af stenkast fra en motorvejsbro på Fyn.

"Jeg tvivler på, at de tager imod fornuft"

Mike Boesen er chokeret og forundret over, at nogen kan finde på at kaste sten ned mod andre mennesker, og at det skulle gå ud over en af hans ansatte, som blot passede sit arbejde.

- Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige til dem, der har gjort det her. Jeg tvivler på, at de tager imod fornuft. De må være uden for pædagogisk rækkevidde, siger han til Avisen.dk.

Hvorvidt intentionen var at ramme vagten eller ej, er svært at sige, ligesom det også er svært at sige noget om, hvorvidt noget lignende vil ske fremover, siger han.

- Men det er klart, hvis det kan ske en gang, kan det også ske igen. 

Sagen er meldt til politiet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.