Vært på skandaleprogram: Derfor sagde jeg ja
Pelle Hvenegaard havde kraftige overvejelser, inden han sagde ja til at blive vært på et nyt program, hvor fraskilte dyster mod hinanden.
Pelle Hvenegaard er netop blevet afsløret som vært på et nyt kontroversielt program på Kanal 5.
Pelle Hvenegaard er netop blevet afsløret som vært på et nyt kontroversielt program på Kanal 5. Foto: Jakob Mydtskov/free


Fraskilte forældre, der skal gå sammen og dyste mod andre fraskilte forældre om en million kroner til deres børn. Det kan umiddelbart lyde som en betændt bombe, der bare venter på at eksplodere i skænderier for åben skærm.

Ikke desto mindre er det konceptet på et kommende tv-program på Kanal 5.

Pelle Hvenegaard, der netop i dag er afsløret som vært på programmet, overvejede da også nøje, om han skulle stå i spidsen for konceptet.

- Umiddelbart tænkte jeg, at programmet var ret kontroversielt. For skal vi nu have nogle svage fraskilte forældre ind, som ligger i evige skænderier, og så udnytte det til at lave godt tv? Det var jeg rigtig bange for, fortæller Pelle Hvenegaard.

Efter længere samtaler med tv-kanalen og produktionsselskabet samt et kig på en tidligere israelsk udgave af programmet, begyndte den erfarne tv-vært dog at bløde op over for idéen.

Men det var hans kones reaktion, der gjorde udslaget.

- Min kone sagde med det samme, at det lød superfedt, at de fraskilte forældre skal arbejde sammen, og at de nok kan få noget godt ud af det, siger Pelle Hvenegaard.

Programmet er allerede optaget på den kanariske ferie-ø Fuerteventura. Pelle Hvenegaard kender derfor godt udslaget af programmet. Og selvom tv-værten endnu ikke har set den endelige version, kan han godt afsløre, at hans kone ramte rigtigt.

- Mange af forældrene har sagt, at det her har gjort dem til bedre forældre, der er blevet bedre til at snakke sammen. Det er virkelig skønt og bestemt noget, jeg kan stå inde for, siger Pelle Hvenegaard.

Selvom underskriften er sat på kontrakten, og programmet er i kassen, er Pelle Hvenegaards tanker om programmet dog stadig ikke sat helt på standby.

- Man kan godt have overvejelser omkring, hvordan det bliver for børnene til de fraskilte forældre at se det. Man kan så diskutere, om børn skal se alt? Der er mange overvejelser. Men jeg er ikke ramt ind i noget, jeg ikke kan stå inde for, fortæller Pelle Hvenegaard.

Programmet "Ex'ernes kamp" får premiere til foråret på Kanal 5.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.