Vært: Afrika-mesterskabet bør udsættes på grund af ebola
Marokko mener, at risikoen for, at ebola spredes endnu mere under fodboldturneringen, er for stor.
Marokko har ikke registreret nogle ebola-tilfælde, men tager sine forholdsregler, som her i lufthavnen i Casablanca.
Marokko har ikke registreret nogle ebola-tilfælde, men tager sine forholdsregler, som her i lufthavnen i Casablanca. Foto: Abdeljalil Bounhar/AP


Marokko, der skal være vært for de afrikanske mesterskaber i fodbold, Afrika Cup of Nations, til januar, siger nu, at turneringen bør udsættes på grund af den ebolaepidemi, der hærger flere af kontinentets lande for tiden.

Det er det marokkanske sundhedsministerium, der fredag kom med opfordringen til det afrikanske fodboldforbund, CAF.

Marokkos regering iværksatte i september udarbejdelsen af en rapport, der skulle klarlægge risikoen for, at turneringen ville være med til at sprede ebola yderligere, når personer fra hele Afrika kommer rejsende til Marokko, der i øvrigt ligger meget tæt på Spanien.

Flere end 4000 personer har mistet livet i det nuværende ebolaudbrud, der er det værste nogensinde. Det er især Guinea, Liberia og Sierra Leone, der er hårdt ramt, mens Nigeria har formået at inddæmme sine få tilfælde.

Marokko har endnu ikke haft nogle tilfælde. Men ironisk nok er landet lørdag vært for kvalifikationskampen mellem Guinea og Ghana, fordi det afrikanske fodboldforbund har forbudt Guinea at spille deres kampe i hjemlandet på grund af ebola-udbruddet.

Africa Cup of Nations skal - hvis det ikke udsættes - holdes fra 17. januar til 8. februar 2015.

/ritzau/Reuters


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.